»Hvert mistet liv er en tragedie«, sagde statsministeren, da det stod klart, at coronaepidemien var nået til Danmark. Siden da har vi dagligt fået at vide, hvor mange der er døde med corona. Disse dødsfald har været et vigtigt pejlemærke for håndteringen af epidemien, og lande er blevet sammenlignet på antal døde. I den sammenhæng har vi gjort det godt i Danmark. Men vi kommer ikke uden om, at vi i vores håndtering af coronaen har gjort døden til en tragedie. Og det er den ikke altid. Er overlevelse imidlertid det eneste succeskriterium, bliver døden en fiasko. Og det er en trist vinkel at lægge på det eneste i livet, vi for alvor kan være sikre på: at vi en dag skal dø.
Er man mæt af dage, kan døden med eller uden corona være naturlig og kærkommen. Da jeg var højgravid, sagde min reservebedstemor, som vi kaldte moster Alma, at hun glædede sig over den lille ny, der snart skulle komme. Og så sagde hun: »Men nu vil jeg gerne snart lukke mine øjne«. En uge efter døde hun i sin seng, og i samme øjeblik fødte jeg en søn. Slægt skal følge slægters gang. Døden var ikke en tragedie for moster Alma. Men det er den, hvis livet slutter for tidligt eller ikke har været levet fuldt ud
