Lyt til artiklen
Jeg har i mange år forberedt mig på, at min mormor snart skulle dø. Ikke fordi hun var syg, men fordi hun var gammel. Selv om min mormor aldrig sagde det direkte, var det tydeligt, at hun også forberedte sig.
Hun var for længst kommet i den fase af livet, hvor man ikke længere ser sin egen død som en tragedie, der helst skal indtræffe om så lang tid som muligt, men som et uundgåeligt praktisk spørgsmål. Når hun sagde: »Vi ses til påske«, kunne hun finde på at tilføje »hvis jeg da lever så længe« med et lumsk smil. Hun havde selv sørget for, at der var gjort plads til hendes navn på min morfars gravsten – og grundigt overvejet, hvilke ting det ville være smart at skille sig af med, så hendes hus ikke var for svært at tømme.
