I denne uge fejrede vi Emanuels 8-års fødselsdag. Han var den sidste, der ankom til festen, for fodboldtræningen ville han ikke gå glip af. Det er godt for børn at gå til sport. Det giver dem nu-og-her-glæde og sundhed og øger sandsynligheden for, at de vil være fysisk aktive i voksenalderen. Alt det ved de fleste efterhånden godt.
Men det var faktisk nyt for mig, at man skal være både heldig og privilegeret, hvis man som Emanuel skal sikre sig en plads på et hold. En fodboldklub på Nørrebro har f.eks. 790 børn og unge på venteliste; problemet er mangel på baner.




























