Nemlig.com og 3F har i snart to år været i konflikt om arbejdsforholdene i onlinesupermarkedet. Mandag indgik de to parter en overenskomst.

Konflikt tager overraskende drejning: Nu slutter Nemlig.com fred med fagforening

»Der har været sagt og skrevet meget, men nu er det tid til at se fremad«, lød det fra Stefan Plenge (th.) til mandagens pressemøde med 3F. Foto: Finn Frandsen
»Der har været sagt og skrevet meget, men nu er det tid til at se fremad«, lød det fra Stefan Plenge (th.) til mandagens pressemøde med 3F. Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

I 20 måneder har 3F og onlinesupermarkedet Nemlig.com været i konflikt. 3F har afholdt talrige demonstrationer i flere byer, og de har lejet sig ind som Nemlig.coms nærmeste nabo for at tale med virksomhedens chauffører og lagermedarbejdere.

Deres krav har været, at Nemlig.com skulle tegne overenskomst for virksomhedens chauffører, men det har Stefan Plenge, direktør i Nemlig.com, igen og igen afvist.

Mandag kunne de stridende parter overraskende meddele, at der nu er tegnet overenskomst for de chauffører, der efter planen skal ansættes i en ny transportafdeling i Nemlig.com.

Dermed er de nye chauffører sikret de overenskomstmæssige løn- og ansættelsesforhold, der er gældende på arbejdsmarkedet, både når det gælder løn, pension og betaling for overarbejde, understreger de to parter.

»Nu er der i den grad af styr på forholdene. Vi har tegnet en overenskomst med 3F, der sætter nogle klare rammer for hele distributionsområdet. Nogle rammer, som i øvrigt passer til den virksomhed, vi driver. Og som jeg glæder mig rigtig meget til at skulle føre ud i livet«, siger Stefan Plenge, direktør i Nemlig.com.

Bedre vilkår for chauffører

Nemlig.com vil nu selv ansætte sine egne chauffører, der kører i virksomhedens biler. Samtidig vil Nemlig.com gennemføre tilsvarende ændringer i de samarbejdsaftaler, der eksisterer med eksterne leverandører og transportvirksomheder, lyder meldingen.

Stefan Plenge afviste ved dagens pressemøde at sætte tal på, hvor mange chauffører Nemlig.com vil ansætte.

»Vi har ikke noget specifikt tal på det. Vi skal have bestilt nogle biler, og der er nogle udfordringer der«, siger Stefan Plenge.

Hvor mange biler skal I ud at købe?

»Det er heller ikke det, der er det væsentligste. Det, der er det væsentligste her, det er, at vi har lavet den her aftale, som gør, at det skaber nogle klare rammer for det her transportområde i Nemlig.com«.

Jan Villadsen, formand for 3F Transport, glæder sig over aftalen, som han mener er et bevis på, »at fremtidens arbejdsmarked kan og skal foregå på ordnede forhold«.

Han vil dog ikke garantere, at man som forbruger er sikret, at der er ordentlige arbejdsforhold, når man bestiller hos Nemlig.com.

»Vi kan jo ikke garantere, at de altid overholder forholdene. Det kan vi heller ikke ved alle mulige andre virksomheder. Men det er jo derfor, det er vigtigt at have en aftale. Det er jo selvfølgelig for, at vi kan sige, at det har vi en aftale om, og så skal de her ting forfølges, så man kan gøre det på lige vilkår«, siger Jan Villadsen.

15-timers arbejdsdage

Nemlig-sagen begyndte i 2021, da Politiken afdækkede, at en lang række chauffører hos Nemlig.com havde en hverdag, der bød på 15-timers arbejdsdage, flere måneders arbejde uden fridage, store bøder og ruter, der var næsten umulige at nå til tiden.

Efterfølgende fortalte lagermedarbejdere hos Nemlig.com, at konstant overvågning fik dem til at droppe toiletpauser, og at de arbejdede under farlige forhold.

Afsløringerne fik i 2022 Københavns Kommune til at droppe deres samarbejde med Nemlig.coms moderselskab, Intervare. Kontrakten havde en årlig værdi på omkring 5 millioner kroner.

Nu ser det ud, som om 3F og Nemlig.com har begravet stridsøksen og fundet en løsning, begge parter kan leve med.

»3F har lyttet til nogle af de ting, vi havde på banen. For os er det her vores forretning. Derfor har det virkelig betydet noget for os, at vi har fået en overenskomst, hvor man har lyttet til at imødekomme os på den virkelighed, vi lever i«, siger Stefan Plenge.

Et presset onlinemarked

Aftalen mellem Nemlig.com og 3F vil nok fjerne en del skepsis i kundekredsen, mener Flemming Birch, ekspert i detailhandel.

Samtidig bliver ’fredsaftalen’ meldt ud på et tidspunkt, hvor konkurrenterne i Coop og Føtex har droppet deres onlinesupermarkeder, i en erkendelse af at de ikke i tilstrækkelig grad kan tjene penge på forretningen.

Og det er op ad bakke at tjene penge på at drive et onlinesupermarked, også for Nemlig.com, fortæller Flemming Birch:

»Coronapandemien fik det her marked til at vækste i en periode, både herhjemme og over hele verden. Pludselig risikerede vi jo helbredet, hvis vi gik ned for at handle i supermarkedet, så hellere købe ind hjemmefra og få det leveret«.

»Men nu er vi altså forbi corona og nedlukninger og er ved at være tilbage på noget, der ligner normalen, bortset fra at der lige er kommet en inflationskrise ind fra venstre, som jo også har gjort os mere prisbevidste, og som også presser det her marked«, siger Flemming Birch.

Men i modsætning til andre udbydere har Nemlig.com, med Flemming Birchs ord, »tålmodige ejere, der angiveligt tror så meget på konceptet på den lange bane, at de dækker underskuddene ind«.

Jonas Pröschold

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her