Lars.

Jeg har aldrig brudt mig om det navn, heller ikke, da jeg var lille og ikke vidste bedre.

Det er et af de navne, der lyder som et vredesudbrud eller noget, man siger i visse lande, når man får fingrene i klemme.

»LAARS«, råber man med ansigtet fortrukket i smerte.

Lars kunne også være en reservedel inden for blikkenslagerudstyr, måske metalskiven bag en 45 mm muffe eller noget. Men den stående og måske mest præcise joke er, at Lars er den dumpe lyd af en bildør, der smækker – LARS!, siger det.

Nej, jeg kan ikke lide det, og det kan alle andre heller ikke.

Når jeg slår ’Lars’ op på Danmarks Statistiks navnebarometer, er kurven en dødskurve, den samme kurve, du vil kunne finde for fastnettelefoner eller buntmagere eller vildsvin nord for den tyske grænse.

Syv børn fik navnet Lars i 2022, og jeg har ondt af dem alle syv. Jeg forstår fra kilder, at influencer og strikkefænomen Lærke Bagger har døbt sin nu 3-årige søn Lars, så måske vender hele narrativet omkring Lars. Men det holder mig ikke vågen om natten, det må jeg bare sige.

Det er ikke kun det faktum, at ’Lars’ lyder som noget, man råber ad sin jagthund, der er problemet.

Det er også et belastet navn, sådan et navn, man forventer bliver båret af et meget hvidt +50-årigt magtmenneske. Lars Seier. Lars Tvede. Lars Fournais. Lars Rebien (Novo-chef, indtil han blev afløst af en anden, der også hed Lars). Lars Løkke.

Forleden offentliggjorde mediet Finans en ny liste over de mest populære topchefnavne blandt de 1.000 største danske virksomheder, og selvfølgelig var Lars det mest populære, lige foran Klaus/Claus, Henrik og Søren.

»Listen her afspejler noget gammeldags, dinosaurus og hvide mænd. Det peger i hvert fald ikke fremad, men tilbage«, kommenterede en navneforsker.

Magtforskerne joker med, at du har større chance for at blive chef for en C20-virksomhed i Danmark, hvis du hedder Lars, end hvis du er en kvinde. Hvis misogyni – hadet til kvinder – havde et fornavn, ville det hedde Lars.

Selv navnets historiske oprindelse er irriterende. De siger, at det kommer af latinske laurentius, den, der bærer laurbærrene, og det betyder, at du er en sejrherre. Sådan en indbildsk og empatiforladt lille mandsling.

Jeg hader ikke andre, der hedder Lars. I min venskabskreds er der mange Lars’er, og jeg har en spiseklub med fire mænd, der alle er madelskere og hedder Lars. Den hedder Klub Lars, noget, du evident aldrig ville kalde en klub i nogen anden sammenhæng. Det bliver ikke navnet på Matas’ kommende fordelsprogram, trust me.

Jeg har et fornavn, der lyder som en rottweiler, der snapper sine kæber i luften tæt på din bagdel – lars! lars! lars!, siger det – og jeg må leve med det. At skifte navn i min alder er endnu værre.