Det bliver sjovt, tænker jeg, da redaktøren beder mig skrive om slagtning af fjerkræ som ferieaktivitet, for hvordan reagerer moderne børn mon på den slags? Sjovt og udfordrende, justerer jeg, da jeg kort efter får at vide, at jeg nok selv skal i aktion. For hvordan vil jeg have det med at være skarpretter? Altså bortset fra en lille angst for at være klodset nok til at hamre øksen ned over egne fingre kunne jeg være bange for at ende som en kylling, der – trods opvækst på en gård – ikke har modet til at nakke hønen.
Under moderat pres
Jeg bliver enig med mig selv om, at det nok skal gå. Med publikum på vil jeg formentlig være mere bange for at fremstå som et skvat, der ikke kan levere, end for at eksekvere. Og som kødspiser er der ligesom ingen vej uden om det moralske ansvar. Dyrene lader jo også livet, når andre end en selv gør det beskidte arbejde. Men et spørgsmål bliver pludselig nærværende: Hvordan ville det påvirke mit kødforbrug, hvis jeg selv skulle dræbe de dyr, jeg spiser?
