Dyr i anskaffelse, billig i drift. Mini Cooper D koster en anelse over 300.000 kroner, men kører til gengæld 22,7 kilometer per liter, og den slags økonomi hører normalt ikke sammen med en bil, der bærer tilnavnet Cooper. Kort historisk tilbageblik: Charles Cooper og hans søn John grundlagde i 1947 The Cooper Car Company, som byggede egne sportsvogne. Da den oprindelige Mini dukkede op, kastede Cooper-familien sin kærlighed på den, og i 1960’erne var Mini Cooper S fast gæst på sejrsskamlen ved Rallye Monte Carlo. Og nu står der så ’D’ på bagsmækken af en Mini Cooper – D for diesel. Det er faktisk først her i anden generation af Mini, at fabrikken tør kombinere dieselversionen med Cooper-navnet. Den første generation hed blot Mini One Diesel. Ny motorleverandør Fabrikken har også fundet en ny leverandør af dieselmotorer. Først var det Toyota, nu kommer motorerne fra den franske PSA-koncern, altså Peugeot og Citroën. Og det er et godt sted at købe dieselmotorer. Faktisk er der mere skub i en Cooper D, end der nok nogensinde har været i 60’ernes rallyudgaver. 110 hk passer strålende til en bil, der vejer cirka 1.100 kg, og dieselversionen har i hvert fald et langt bedre kraftoverskud end den 120-hestes benzin-Cooper, som vi prøvede for nogle måneder siden. Her i Cooper D bestyres motorens kræfter gennem en gearkasse, der arbejder med hurtige og knivskarpe bevægelser. Der er seks gear, og 6. gear er så højt, at det kun lige akkurat kan trække rent fra 80 km/t. På landevej er 5. gear derfor ofte det bedste valg. Ved en koldstart og lav fart er motoren ret støjende, men ved højere fart er der intet at klage over. I testdagene kunne vi ikke helt matche de lovede 22,7 kilometer per liter, men lidt mindre er også flot. Partikelfilter er i øvrigt standard. Testbilen kørte på 17-tommers alufælge, et par numre større end standard, og vi skal ikke kunne sige, om de påvirker bilens svingegenskaber i den ene eller anden retning. Men i hvert fald er Mini Cooper D en bil, der fræser gennem svingene uden mærkbar krængning og med et kolossalt sikkert vejgreb. Derimod tør vi godt give dækkene og fælgene en del af skylden for, at bilen har en benhård affjedring. På motorvej hopper og danser bilen, bare der er den mindste ujævnhed, og det samme gælder naturligvis ved lavere fart i bytrafik. Skrabet fra starten Leveret i basisudgave er en Mini en noget skrabet affære, hvor man f.eks. kan begynde med at udvælge sig en radio fra forhandlerens katalog. Testbilen var på ingen måde skrabet, men der var også stoppet udstyr i den for omkring 100.000 kroner. F.eks. læderindtræk til 30.000 kroner, som på ingen måde forbedrer komforten i de ikke alt for imponerende sæder, en Mini er født med. De er små og støtter ikke specielt godt. I en så sportslig anlagt bil kunne man sådan set godt forvente sæder, der er hel del bedre. Instrumenteringen er også en gigantisk rodebutik. Instrumenterne er plaget af kraftige reflekser, og speedometret sidder akavet placeret, men her i anden generation af Mini er de anvendte materialer i kabinen dog af en noget højere kvalitet end i forgængeren. Og så er vi fremme ved det, der er det sværeste ved at skrive en Mini-anmeldelse: oversigten over konkurrenter. Der er nemlig ingen. Mini er så unik en bil, at det ikke giver mening at sammenligne med noget andet, der er på markedet lige nu. Men der én på vej: den nye Fiat 500, der kommer til Danmark i februar. Mini-folkene har godt nok travlt med at sige, at deres bil er større og kan fås med meget kraftigere motorer, men lur os, om ikke en Mini-kunde eller to bliver lokket over til en Fiat-forhandler. Indtil da nøjes vi med at lade Mini konkurrere med sig selv i skemaet her på siden.