Der er da ikke meget at klage over. Men det manglede også bare – til den pris«. Sådan lød familiens kortfattede dom, da de steg ud af Volvo XC70 efter en dagsudflugt. Alle havde befundet sig glimrende om bord – ungerne i de særlige forhøjede barnesæder, som de to bagsæder i hver side med et enkelt greb kan arrangeres om til. En superfiks indretning, som straks udløste et stort plus i karakterbogen. Og lad os bare blive ved plusserne, for XC70, som er en terrængående, mere højbenet og delvist plastklædt udgave af den mere klassiske Volvo-stationcar V70, er langt hen ad vejen en fornøjelse at køre i. »Jeg skulle ha’ været taxachauffør«, messer Dan Turèll og beskriver, hvordan han kører nonchalant med én finger på rattet. Lidt samme følelse har man i det rasende behagelige førersæde bag det læderbetrukne rat i Volvo XC70. Styretøjet er let, og lydene fra motor og underlag dæmpet til det kattepoteagtige. Nok er XC70 en voldsom Volvo, men kørestilen er på ingen måde brovtende. Automatgearet arbejder solidt og selvstændigt – bedst, når man er pænt oppe i fart. I de laveste gear ville jeg vælge at skifte, noget før mekanikken gør det – nu og da endda med et lidt hakkende resultat, som man godt kan blive træt af i myldretidstrafikken. Sikker kurs i sølet XC70 er udstyret med såkaldt all-wheel-drive, hvor elektronik nøje styrer, hvilke hjul der skal trække hvor meget. Vi testede systemets formåen i et sølet og bakket terræn og kom lydefrit gennem dybe pytter og pløre. Også det særlige bakkenedkørselssystem viste sig virksomt – det får bremsesystemet til at kontrollere de enkelte hjuls hastighed, mens man selv koncentrerer sig om at styre. Såvel i søle som i storby havde vi glæde af parkeringshjælpen, som giver lyd fra sig, når man er ved at bakke ind i nogen eller noget. Volvo XC70 kræver god plads, og det føles som at bakse med en bus, når den skal vendes, så advarsler kan være på sin plads. Det skorter heller ikke på advarsler, alarmer og informationer fra bilens computersystem. Der er nøje styr på, hvilke sæder og seler, der er i brug, og anlægget galper op og blinker, hvis der sidder en håndtaske uden sele på et sæde. Volvo XC70 har ingen nøgle, men en såkaldt bilkommunikator, som på afstand kan tænde lyset i og på bilen, aktivere advarselsblink, fortælle, om bilen er låst, etc. Selve tændingen foregår ved et knaptryk øverst på instrumentbrættet, som i øvrigt er velordnet og overskueligt, især når man tager bilens mange funktioner i betragtning. Benzintørstig Den testede XC70 er den højeste af to udstyrsudgaver og derfor forsynet med blandt andet læderindtræk. Vi faldt også for sidespejlene, som automatisk klapper ud og ind, når man låser bilen hhv. op og i. Bagklappen rummer også en fiks bekvemmelighed – tryk på en knap, så lukker klappen ned og helt i ganske blidt. Men nu vi er deromme, så blev vi lidt skuffede over bagagerummets rummelighed. Bilens knap fem meters længde og stationcarstatus taget i betragtning er 575 liters kapacitet ikke ødselt, og rummet forekommer fladt – en mellemstor rejsekuffert kan ikke stå oprejst under bagagedækkenet. Til gengæld gemmer der sig et aflåseligt rum under bagagerumsgulvet. Har man mere brug for mere plads i lastrummet, kan ryglænene på bagsæderne fældes frem – sammen eller separat. Også på midtersædet bag i bilen er der visse pladsproblemer – selve sædet er såmænd reelt nok, men kardantunnelen i bunden af bilen tvinger en voksen til at gnubbe fødder med sidekammeraterne. Er man en eller to deromme, kan midtersædet vippes med og tjene som bord med indbyggede kopholdere. Et par hundrede kilometers kørsel i Volvo XC70 kostede benzin for en plovmand, så her er tale om et køretøj, som egner sig bedst til bilister uden miljømæssige samvittighedskvaler. Har man derimod aflagt et klimaløfte om at udlede et ton mindre CO{-2} om året, står den på cykelferie og afgrøder fra egen have, hvis man både vil nå det mål og køre i en XC70 i det daglige.