Designerne af Honda Civic har åbenbart ikke behov for at kigge bagud, når de kører bil. Men de skulle prøve en tur i Københavns cyklistmyldrende trafik, gerne i mørke og regnvejr. Her føler man sig hensat til en lukket kassevogn. Det er der flere årsager til: De meget brede bagstolper samt den lettere tåbelige placering af en spoiler midt på bagruden og dermed midt i synsfeltet. Desuden er der ingen bagrudevisker, og den del af ruden, der ligger under spoileren, har ingen varmetråde. Så når man holder ved en lyskurv, i mørke og i regnvejr, er det totalt umuligt at se, hvad der sker bag bilen, og cyklister skal i hvert fald ikke tro, at de kan ses af Civic-chaufføren. Det er åbenbart prisen for et anderledes design. Usædvanligt design Ved første indstigning ligner kabinen også noget af en rodebutik. Instrumenter og kontakter sidder ikke, hvor man forventer det, men her er der faktisk mening med galskaben. De fleste greb og visere er nemlig placeret i en halvcirkel rundt om rattet, hvor de er lette at overskue. F.eks. har man speedometrets digitale visning lige i synsfeltet, lidt over rattet. Omdrejningstælleren er skubbet lidt ned – fint nok, for det er trods alt et instrument af sekundær betydning. Radio og klimaanlæg er også et par ting, det er nemt at komme til. Sæder og kørestilling – det kan siges helt kort: Eksemplarisk. Vi skal have gang i dyret, og det er en totrinsmanøvre. Først sætter man en traditionel tændingsnøgle ind på sædvanlig plads til højre for rattet, så drejer man den – men motoren starter ikke. Det sker nemlig først, når man har trykket på startknappen til venstre for rattet. Og her i testbilen starter motoren med en tydelig raslen. Det er nemlig en dieselmotor, Hondas første, og indtil videre er der kun én version, som så til gengæld bruges i hele modelprogrammet: Civic, Accord, firehjulstrækkeren CR-V og den sekspersoners FR-V. Det er en motor med et mægtigt kraftoverskud her i den 1.300 kg tunge Civic. Det skulle den også gerne have, da den lige er et nummer større end normalt for denne klasse. Her klarer de fleste konkurrenter med en motor på højst 2,0 liter – Civic mønstrer 2,2 liter og 140 hk. Derfor kan bilen også starte så voldsomt, at det hele ville gå op i hjulspin i både 1. og 2. gear, hvis ikke elektronikken kom og blandede sig. Kvikke overhalinger kan derfor præsteres til hver en tid – og i næsten hvert et gear. Der er seks af dem, og gearskiftet er noget af det bedste, vi har oplevet i nyere tid. Hurtigt og præcist, og hvis bevægelserne lige var en anelse kortere, ville vi erstatte ’noget af det bedste’ med ’det bedste’. Motoren kunne dog godt være mere lydsvag. Den klaprer højlydt i tomgang, og man har hele tiden diesellyden i baggrunden. Og merprisen i forhold til benzinmodellen (1,8 liter/150 hk) er en gyser: 85.000 kroner. Ukomfortabel på motorvej Med dieselmotor har Civic altid tilnavnet ’Sport’, som bl.a. medfører lavprofildæk på 17 tommers alufælge. De medvirker til en meget præcis kørsel, som dog også er på kanten af at være ukomfortabel. Især på motorvej mærker man ujævnhederne lidt for tydeligt, og bilen kører heller ikke altid helt ligeud. Den hopper lidt fra side til side – som en nervøs galophest, der hellere vil ud på nogle småveje. Her er den så også i sit es. Styretøjet er knivskarpt, bilen har kun minimal krængning og er helt befriet for lumske reaktioner. Nu er der muligvis ikke så mange, der køber en Honda Civic for dens praktiske egenskaber, men de er der faktisk. Bagagerummet og kabinen hører til de største i klassen, og mekanismen til at folde bagsædet fungerer så simpelt, at andre fabrikanter kun kan se til i misundelse. Honda Civic er nok den mest opsigtsvækkende bil i sin klasse, og det kan både lokke købere til og skræmme dem væk. Den er overraskende rummelig, og den mekaniske kvalitet kan man kun have fuld tillid til. Men det jammerlige udsyn bagud gør bilen lidt mindre attraktiv.