Da vi holdt ind ved benzintanken på motorvejen, var der ingen tvivl. Den her bil har absolut blærerøvskvalitet. Min kæreste kom svansende ud på sine stiletter med to kopper kørekaffe i hænderne, mens jeg stod nonchalant lænet op ad vidunderet: Alfa Romeo 159 JTS Lusso med en 2,2-liters motor. Godt nok i den såkaldte parcelhusfarve, bordeauxrød. Men det forhindrede ikke folk i at glo. Ikke bare lidt, men rigtig meget. Min egen Alfa Romeo 156 er sort og har en 2-liters motor og er i sportsudgaven. Den glor folk også efter. Men kun en gang imellem. De fleste Alfaejere går op i design. Og her går de ikke galt i byen med den nye 159. Den er en fryd for øjet og har fået det lille ekstra - ikke mindst i sin større volumen - end den ældre 156'er. Men det gør den også mere klodset. Ikke mindst i bytrafikken, når man skal parkere, kan det være svært at navigere. Den mindre 156 er langt mere adræt og let at komme rundt med. Og her kommer vi ind på det helt centrale: Rigtige Alfa Romeo-ejere mener, at Alfa Romeo er ved at sælge ud med sin nye 159'er, hvis motorophæng er bygget på Opelfabrikkerne i Tyskland. Magien Der er ingen tvivl om, at Alfa Romeo med sin nye 159-serie forsøger at komme op i klassen af de større direktørbiler som BMW og Mercedes. Derfor er 159 lækrere i sit design indeni og har mere power i motoren. Og det kan både mærkes og ses. Når det så er sagt, hænger magien stadig ved min gamle 156. Den er hurtigere i optrækket, og dens køreegenskaber er bedre. 159 virker simpelthen tungere end min mindre 156'er, som smyger sig over asfalten. 159 kan gå fra 0-100 km/t. på 8,8 sekunder. Det kan min ifølge de tekniske data gøre hurtigere. Dog kan jeg mærke, at min tager langsommere ved, når jeg trykker på speederen. Men hvad gør det. Som bekendt er det jo med biler ligesom med kvinder: Det er fornemmelsen i maven, der tæller. I min gamle 156 sidder jeg nærmest nede på asfalten som en anden Michael Schumacher og føler mig helt i ét med bilen i racersædet. Den fornemmelse er fjernet i den nye model, hvor sæderne nok er mere komfortable end i min egen bil. Men de er ikke lige så blærede. Der er også skabt mere plads i kabinen i den ny model end i min, som udmærker sig ved, at der absolut ikke er plads til noget som helst. Hvilket har skabt en del problemer, når jeg skulle hente ting og sager i Silvan. Men det er netop 156's særkende: Den er italiensk helt derud, hvor designet ikke går på kompromis med noget som helst. En fornemmelse, som lidt er væk i den ny 159. For eksempel har Alfa Romeo fjernet de små frække dørhåndtag fra bagdørene, som på 156 sidder på skrå oppe ved vinduerne. Akkurat som på en sportsvogn. Det er ærgerligt, for det var i særklasse en detalje, som oser af Milano og hurtige damer. Støjsvag Den nye 159 lyder heller ikke som en 156. Jeg ved godt, det er nørdet, men det er altså vigtigt, for Alfa Romeo er historisk kendt for sin snurrende motorlyd, som har fortryllet dens publikum i årtier. Den er delvis fjernet i den ny 159. Igen fordi den har komfort til det yderste, og det betyder, at den skal være så støjsvag som overhovedet muligt. Og det er den. Når man kører hurtigt, kan man næsten ikke høre motoren. Det er på den ene side ret blæret. På den anden side mister man også noget af køreglæden. Men netop sådanne forhold går garanteret rent hjem, også hos et lidt ældre publikum. Der er mere limousine og direktørbil over 159 end den ældre 156, der har mindre luksus, men til gengæld er mere original i sit udtryk. Og her har jeg ikke medtaget alt ekstraudstyret i 159'eren. F.eks. klimaanlægget, som gør, at solbrillerne ikke dugger til om morgenen. Eller regnsensoren, hvor vinduesviskernes bevægelse automatisk tilpasser sig mængden af regndråber på dit vindue. Et absolut minus til den ellers lækre 159 er dens benzinforbrug. Selv når man kører med lave omdrejninger og har fartpilot på, sluger den rigtig meget benzin. Og det er dyrt. Men måske skal man være direktør for at køre den ny Alfa Romeo 159. Og havde jeg pengene, ville jeg nok ikke tøve med flere motorvejsbesøg på tankstationer sammen med min kæreste i 159. Men jeg ville stadig beholde min fem år gamle Alfa. Ingen tvivl om det.