Lidt af en drøm at køre og fuld af finesser. Men nærig med pladsen og ret kostbar at anskaffe sig. Det er hovedindtrykkene efter en uge i selskab med BMW 118d - den mindste dieseludgave i BMW's 1-serie. Skabt til Golf-klassens store kundeskare, og til bilister, for hvem en Mini er for lidt og en bil fra 3-serien for meget. Og til dels adresseret til kvinder - i hvert fald har BMW postet annoncekroner i dameblade for at præsentere 1-serien. »Sidder man godt i den?«, ville en bekendt vide, da vi testede BMW 118d. Svaret er nej, for man snarere ligger nede på gulvet, sådan lidt racerbilsagtigt. Men der ligger man glimrende, og der er vide rammer for at indstille sæde og rat. Således halvt liggende med sædet smygende om bagkroppen er man langtursklar. BMW 118d vil nemlig gerne ud over stepperne. Ofte skal dieselmodeller prygles grundigt for at komme op i fart, men den lille BMW er ganske vaks, når det gælder tempoet. Det tager 10 sekunder at flytte speedometernålen fra 0 til 100 km/t, og topfarten ligger lige over de 200. Motoren matcher bilens størrelse fint, og med et drejningsmoment på 280 Nm allerede ved 2.000 omdrejninger er der dømt godt bundtræk og behagelig kørsel uden mange gearskift. Der er seks fremadgående gear, og på motorvejen er bilen en sand valutamaskine: Her fik vi næsten 20 kilometer ud af en liter diesel, mens mere mikset kørsel havner omkring 17-18 km/l. Man skal dog ikke forvente at svæve af sted, for affjedringen er til den sporty side og sladrer straks om bump og ujævne vejbelægninger. Videre på punktering Bilerne i 1-serien er på klassisk BMW-maner baghjulstrukne, og motoren i fronten er placeret på langs, hvilket kræver noget plads. Til gengæld giver det en fin vægtfordeling, og da de fire hjul tillige er placeret langt ude i hjørnerne, ligger man stabilt på vejen. Dertil kommer en række elektroniske hjælpemidler - elektronisk styring af stabiliteten, vejgrebet og bremserne. Lad være med at lede efter et reservehjul i bagagerummet. Der er nemlig ikke noget. Bilen er udstyret med såkaldte Run Flat-dæk, som gør det muligt at køre videre efter en punktering med op til 80 km/t et par hundrede kilometer. Således slipper man for at bakse med hjulskift på øde strækninger og kan i stedet trille hen på et værksted og få ordnet fodtøjet. Run Flat-dæk er udstyret med en lille radiosender, der sender en advarsel til føreren, hvis et dæk mister luft eller er fladt fra starten. Skrabet benplads bagi Nok er der fem sæder i BMW 1-serien, men kun de to forreste kan tages alvorligt. Bilen er snarere til to end til flere, for det kniber gevaldigt med benpladsen på bagsædebænken, hvor midtersædet må karakteriseres som lidt af en vittighed. Får man endelig møflet sig ind på et af de øvrige bagsæder - det sker via en af de smalle bagdøre, som ikke kan åbnes særlig meget - kan man dog glæde sig over at hvile den ene arm på et fornemt polstret armlæn eller lade hånden glide hen over et langstrakt håndtag i mat metal. Jo, der er kælet for finish og detaljer i indretningen. Det gælder også foran, hvor klima- og lydanlæg er drejet mod førerpladsen. Begge er enkle at overskue og betjene. To af kabinens højttalere befinder sig i forstolperne, så det er muligt at få rige mængder lyd lige i ansigtet, hvis man ønsker det. Nem ommøblering De små runde sidespejle med vidvinkelfelt skal indstilles ret præcist, men så fungerer de også fint. Hverken bakspejlet eller bagruden er i panoramaklassen, så udsynet den vej er lettere begrænset. De overordentlig brede bagstolper betyder, at man må bøvle med en gedigen blind vinkel, når man bakker ud eller vender bilen. Passagerairbaggen kan slås fra manuelt, hvilket gør det muligt at invitere mindre børn frem på passagersædet. Vi fik dog kun klager over det manglende udsyn fra det lave sæde ud af denne gestus. Bag i bilen er udsigten heller ikke overvældende for de yngre passagerer, for sideruderne er høje og ret smalle. Vil man forvandle den bagerste halvdel af bilen til fragtformål, tager ommøbleringen ikke mange sekunder. Bagsædernes ryglæn vippes forover med et enkelt greb, og så har man et stort bagagerum med næsten plan bund. Kabinen er udstyret med assorterede lommer, rum og holdere. Bedst fungerer de to flaskeholdere med fjedergreb, som befinder sig mellem forsæderne, og et mindre opbevaringsrum på midterkonsollen. Handskerummet er lille, og heller ikke lommerne på indersiden af dørene er voldsomt forslugne. Alt i alt forekommer bilen - ude som inde - både moderne og klassisk altmodisch på samme tid. Et sjovt og stilfuldt bekendtskab - af den slags, som man får lov at betale for. helle.sindal@pol.dk