Det er ikke den største bil, man kan få for sine penge. Faktisk er Volvo S40 1,6 VFL til lidt under 280.000 kroner på visse områder irriterende lille, og her tænker vi især på pladsen på bagsædet, hvor personer på 1,80 meter og derover skal folde fødderne godt sammen for at kunne være der. Men det opvejes så rigeligt af så mange andre kvaliteter i denne mindste model fra Volvo. Den er på tilbud for øjeblikket i den særlige VFL-udgave (står for Volvo For Life), men i denne ende af bilmarkedet gælder, at når en bil én gang har været på tilbud, så er det svært at hæve prisen igen. En stor del af den grundlæggende teknik i Volvo S40 er identisk med Ford Focus og Mazda 3, som er en hel del billigere. Så hvorfor vælge Volvo? Den har i hvert fald ikke det ringeste sikkerhedsniveau af disse tre, og den har også en uhyre velfungerende førerplads. Sæderne giver helt perfekt støtte, og alle betjeningsgreb sidder fint inden for rækkevidde. Den fikse midterkonsol, der uden besvær kunne stilles på hylderne i en B&O-butik er også fortsat en fornøjelse at betjene. De centrale funktioner styres med store drejeknapper, som kan betjenes i blinde. Det system kunne mange andre bilfabrikker med fordel kopiere. Tidligere har vi prøvekørt S40 og stationcarmodellen V50 med de store turbomotorer med 200 hk og derover. Her er vi i stedet steget om bord i basismodellen med 100 hk fra 1,6 liter. Og det fungerer faktisk ganske overbevisende. Motoren udsender en veloplagt snerren under acceleration, og det får den muligvis til at føles kvikkere end den egentlig er. Vi savnede dog aldrig kræfter til normal dansk kørsel og blev under testkørslen belønnet med et forbrugstal på omkring 14 km per liter. Gearskiftet er stramt og præcist som i en sportsvogn. Den eneste anke er, at bakgearet kan være lidt svært at ramme, og så er Volvo S40 i øvrigt ikke en bil, der skal køres med alt for store sko. Fodrummet nede ved pedalerne er nemlig ret trangt. På landevejen er Volvo S40 en sand fryd. Styretøjet er superpræcist og får bilen til at reagere på førerens mindste håndbevægelse. Krængningen er minimal, og det er svært at forestille hvad der egentlig skal til for at bringe bilen ud af balance. Og hvis det sker, vil det standardmæssige ESP-system (som Volvo kalder DSC) kalde bilen til orden igen. Bilen er dog overraskende følsom for sidevind. Det betyder, at den kommer til at sejle lidt rigeligt ved motorvejsfart, når blæsten står ind fra siden. Udstyret i denne særlige VFL-udgave omfatter bl.a. automatisk klimaanlæg samt diverse pyntedetaljer, og alt i alt skulle der ifølge Volvo være tale om en besparelse på 45.000 kroner i forhold til den normale udgave med samme udstyr. Volvos prisliste er i øvrigt en indviklet sag, men der kan i hvert fald ikke klages over mængden af ekstraudstyr. Måske over priserne. F.eks. koster fabriksmonteret navigationsanlæg 45.000 kroner. Alt efter sammenligningsgrundlag kan man vælge at kalde Volvo S40 1,6 både dyr og billig. Den er dyr i forhold til Ford Focus og Mazda 3, som den i en vis grad deler teknik med, men den er rent røverkøb i forhold til den næsten 100.000 kroner dyrere Audi A4. allan.graubaek@pol.dk#