Det var ikke kærlighed ved det første tøf-tøf. Men Suzuki Intruder VL 1.500 udstiller stolt sin voluminøse stil. Den er brovtende flot, og efterhånden faldt jeg også for dens totalt klassiske MC-tilbud: lyden som på en lille kutter, motorgangen, der sætter alt i svingning, og dens solide medrivende kørsel. Jeg har længe haft lyst til at afprøve fascinationen ved de store cruisere, og chancen kom så med den noget voldsomme Intruder. Den har en tør vægt på 296 kg og en stor luftkølet V2-motor på 1.462 ccm. Siddestillingen er bred, som på en velvoksen hest, selv om sædehøjden på 70 cm holder tyngdepunktet meget tættere på jorden. Intruderen blev besteget med respekt, og da gearet var klonket på plads, tøffede vi af sted med vores samlede inerti på omkring 400 kg. Mere solidt end elegant fra starten. Ret hurtigt fandt vi dog en fælles rytme, og vi blev snart enige om, at den hyggelige buldrebasse ikke er motorcyklen, hvis man skal køre langt og hurtigt. Den hverken kan eller skal sammenlignes med touring- eller gadecykler. Til gengæld er den helt sin egen og en drøm til at cruise overlegent gennem sommerlandet på. Denne noget banale erkendelse holdt sig næsten uændret gennem prøvekørslens over 900 kilometer. Suzuki Intruder skal dog have, at den faktisk godt kan buldre af sted på motorvejen med en pæn fart. Kræfterne har den jo, men der skal flyttes en del vind. Over 100 km/t. bliver det hurtigt for meget og armene for lange, og jeg ville i hvert fald ikke planlægge længere ture på den uden et solidt vindspejl. Til gengæld var den uforlignelig på strandveje, i omegnen af cafeerne, og - det skal i høj grad med - så toppede den faktisk en varm solskinsdag, hvor vi snoede os adstadigt rundt på nogle af mine små svenske yndlingsveje. Med sin vægt, sin akselafstand på 1,7 meter og de bulnede dæk smutter den ikke bare rundt i svingene. Fra stilstand skal der tages godt fat, men under kørsel skal man bare læne sig lidt til siden og måske styre en anelse kontra, så følger den kurven. Uproblematisk. Og helt ærligt, så opfordrer den jo ikke til særlig hurtig kurvekørsel, mere til noget sindigt, hvor motorens store moment trækker den sejt af sted. Udseendet er jo sådan lidt Mae West-agtigt, det vil sige, at der vel er lige i overkanten af alt det gode. Den er lang og lav, og alle former svulmer, lige fra ballondækkene på de drejede aluminiumshjul med oversizeskærme over den voldsomme forgaffel til store trinbrætter og den brede snydetank med instrumenterne på toppen. Ja, selv styret har lige den ekstra bredde. Overalt er der enten en fed lak eller masser af krom. Det skal stå blankt, så hvis man ikke har lyst til at vaske og pudse sit køretøj, skal man vælge en anden type motorcykel. Men Intruderen købes jo heller ikke for at dække et dagligt transportbehov i al slags vejr, den er mere til sjov. Luftkølingen virker normalt fint, men i sommerens varme uge skete det et par gange, at motoren under bykørsel blev overophedet. Derfor ville den ikke starte igen med det samme efter stop ved nogle forretninger. Og da motorcyklens voldsomme udstråling tiltrækker opmærksomhed, gav den manglende startlyst en lidt sølle afsked med tilskuerne. Det skal også siges, at gearskiftet ikke lige er det mest skarpe. Især var der problemer med at finde frigearet. Da prøvekørslen foregik på en 2003-model, var der også utilstrækkelig bremsekraft. Det er dog forbedret på den nye 2004-version, hvor den enkelte skive til forbremsen har fået en dublet. Men både kører og passager sidder godt på de brede og godt polstrede sæder. På grund af det lave tyngdepunkt kræver den voldsomme vægt egentlig heller ikke så mange kræfter at administrere - kvinder kan godt være med her. Derfor står der efter en uges prøvekørsel tilbage, at Suzuki Intruder tilbyder en masse basal køreglæde. Og den gør det vel at mærke i et tempo, hvor man ikke hele tiden skal holde øje med speedometeret for at undgå fartbøder. Den er nemlig lovlig sjov. Prisen er samtidig overkommelig for en så voldsom maskine. Måske derfor er den en god økonomisk mulighed for de cruiser-ejere, der elsker at bygge om til deres helt egen stil.