Det ligner sådan en raket af en art. Hvad er det?«. Jeg har netop parkeret GG-Quad'en i perlegruset foran en grillbar ved den gamle Lillebæltsbro. Købt kortets største is, trukket mig tilbage ved et træbord for rigtigt at nyde folks sultne blikke. Men isen når at smelte, for folks nysgerrighed er så enestående og overstrømmende. Alle de pølse- og isspisende kunder vil vide mere om den gule ener. Forsøger at skjule, at jeg bare er testkører, og skal aflevere den tilbage en time senere. Men jeg er dårlig til at lyve. Den gule GG-Quad, der er bygget over en tocylindret 85 hestes BMW-motorcykel, er kun fremstillet i det ene eksemplar. Men interessen har været stor. Så stor, at det schweiziske firma sætter det håndbyggede legetøj i serieproduktion. Men selv om de fleste nok »kunne vænne sig til den«, som en fisker så rammende konstaterede, er prisen på omkring 600.000 kroner den største hindring for, at GG-Quad'en bliver folkeeje. Kun til leg Og hvad får man så for pengene? Opmærksomhed, opmærksomhed, larm, fart og - som sidegevinst - massage i hele kroppen efter halvanden times landevejskørsel. For skal man være kritisk, er det ret begrænset hvilke dagligdagsopgaver, den gule raket kan klare. Godt nok er den udstyret med to aflåselige bagagebokse langs siden samt et ekstra bagsæde. Men hvilken ejer vil bruge den til familietransport og afhentning af letmælk, hakket kød og porrer? Dens force er og bliver på landevejen - til egoistisk leg, hvor du hele tiden ser frem til næste bakke, kurve eller lyskryds, hvor opmærksomheden og tilkendegivelserne fra de andre trafikanter via blink, dyt og pegende fingre er optimale. Dyret er udstyret med en femtrins pedalbetjent gearkasse, der er ret kantet i sin gang. Værst er det under acceleration, hvor motoren nærmest skal have mellemgas, for at fartforøgelsen skal foregå bare nogenlunde jævnt. Når GG-Quad'en først ruller, er det ret ligegyldigt, hvilket gear du er i. For motoren er ekstremt smidig og omdrejningsvillig. Og lyder til at være lige fornøjet med at pludre derudad ved 1.800 omdrejninger i minuttet, for tre sekunder efter at rødgløde ved 6.500. GG-Quad'en larmer. Så meget, at jeg flere gange tager mig selv i at kikke i de velplacerede spejle, for at tjekke, om der skulle være en helikopter eller et propelfly i røven på raketten. Men larmen er åbenbart en del af gamet, som kun er med til yderligere at øge opmærksomheden. Testeksemplaret var desuden udstyret med varme i gashåndtagene. Uden tvivl en formildende omstændighed i frostvejr, men installationen havde ingen advarselslampe og piktogrammet på knappen var umulig at gennemskue. I hvert fald skruede din pilfingrede testkører op til brødristerstyrke uden at ane, hvad han havde gjort og hvorfor gashåndtagene pludselig var en manddomsprøve at holde fast på. Duer ikke til regn Nu støvregner det. Motorens to store og brandvarme cylindre, der nærmest har grillet mine ankler på turen, agerer nu behagelig varmekilde, som får bukserne til at tørre hurtigere end regnen falder. Drejer lidt mere på gashåndtaget. Motoren reagerer prompte, og den øgede fart får hurtigt de små vandperler på hjelmens visir til at blæse af. Lidt ligesom de gør på et fly eller hurtigtog. Rejser mig op i sædet. Skriger af jubel inde i hjælmen. For fedt at køre GG-Quad. Ti sekunder senere vælter vandet ned. Vejen er en flod, som de modkørende lastbiler generøst plasker op. Og det skal ses i sammenhæng med de to konstante stråler fra forhjulene, som vælter op på de nu ganske afkølede cylindre og mine sko. Må sænke farten, hvilket får vanddråberne til at blive på visiret. Knap så fedt at køre GG-Quad. 30 minutter senere står jeg fuldstændig gennemblødt - og gennemrystet af motorens vibrationer - på importørens værksted i Kolding. Firmaets mand Claus Hansen spørger, om jeg nu fik afprøvet accelerationen fra 0 til 100 km/t - en disciplin, som cykelbilen skulle kunne klare på under fire sekunder. Så mange nosser havde jeg trods alt ikke, men forsøger at kombinere undskyldningen med, at gearskiftet og jeg ikke var verdens bedste venner. Han griner lumsk, og slukker venligt for varmen i gashåndtagene. Fortæller, at fabrikken også har tænkt sig at eftermontere et tuningssæt, så motoren lige får ti heste ekstra. For dem, der altså ikke helt har nok i basisydelserne. Det havde jeg så rigeligt, og spørger måbende, hvem det lige er, der står og mangler en hurtigere acceleration og en højere tophastighed, end det den regnvåde og varmetikkende raket foran os kan præstere. Claus Hansen smiler skævt. Og konstaterer kort, at »mer' vil have mer'«.