Så er det bare at vælge. Foran mig står 20 tungtlastede og nypudsede Scaniatrucks. I forskellige farver og længder. Med forskellige motorer og udstyr. Og rundt om mig er lastbilfabrikkens testbane. Af lutter beskedenhed åbner jeg døren til topmodellen, der har en 16-liters V8-motor med 580 heste, og tager de fire trin op til lædersædet, der har en bedre siddekomfort end en tandlægestol. Inden start skal rattet indstilles. Efter et tryk på ratstammen og med en lyd som en bus, der åbner sine døre, sidder man nærmest med et fritsvævende rat i hånden. Finder den ideelle position og trykker det fast. Så er der kun tilbage at dreje nøglen og høre lyden af pause på tysk rasteplads. Scaniaen har egentlig 12 fremadgående gear, men det skal jeg ikke bekymre mig om, for det foregår automatisk, hvis jeg da ikke vælger at lege mig frem manuelt. Det kan jeg ikke overskue nu, så jeg træder bare speederen i bund og fryder mig over turboen, der hvisler som en båndsav. IC3-tog i bakspejlet Speederen holdes helt i bund, for forude er en stigning på 8 procent. Og selv om der er 60 ton last bag mig, skifter gearet, som intet var hændt, hver gang motoren når 1.400-1.500 omdrejninger. Toppen af bakken nås i 8. gear ved 950 omdrejninger i minuttet. Men noget var der sket, for den store computerskærm viser et dieselforbrug på 0,2 kilometer per liter. Så er det ind i de kraftige sving, hvor samtlige af vogntogets 24 meter kommer til syne i de store bakspejle. Et syn, der mest af alt minder om et IC3-tog. Ud over den lange treakslede trækker, som jeg sidder i, er der bagved en stor fireakslet hænger, som slet ikke er lovlig i Danmark. Men trods sved i håndfladerne kommer jeg ikke engang i nærheden af vejkanten med den bagerste hænger. Heller ikke i det skarpeste sving, hvor vejen er yderst smal. Nu går det kraftigt nedad, og den enorme last presser så voldsomt på, at det bedst kan sammenlignes med et fly under starten. Et øjeblik overvejer jeg bare at trykke på bremsepedalen som i enhver personbil, men vælger at hive i den elektroniske bremse, der er sammenbygget med gearvælgeren. Den buldrende V8-lyd ændres til en rå kompressorstøj, men nedbremsningen er effektiv. Og så slider det ikke på bremseklodserne. Havde jeg vidst bedre, kunne jeg også have valgt cruisecontrollen, der her lige så meget har funktion af en bremsekontrol. Men den tør jeg først pille ved et par ture senere. Efter et par omgange mere ruller jeg de tyve dæk ind på p-pladsen og peger på en ny truck i den funklende række. Jeg ved, at denne artikel skal være forbrugerorienteret, så jeg sætter jeg mig til rette i den mindste og billigste model med 380 hestekræfter og et motorvolumen på 11 liter. Vogntoget er da også minimalt - det er næsten 10 meter kortere og 20 ton lettere end det, der hang bag ved den første testtruck. Det lyder af lidt. Og det føles sådan. Faktisk værdiger jeg ikke bakspejlene mange blikke for at tjekke, om vogntoget kommer med rundt i kurverne. Det går af sig selv, og det føles ikke sværere end at køre cykel i det indre København. Men selv om der kun er 16,5 meter og 40 ton bag sidespejlene, er det noget af det størst tilladte i Danmark. Sverige på film Da jeg ikke har stort kørekort, har jeg inden banekørslen koblet mig på en tur uden for testbanen med tidligere langturschauffør og nuværende skribent på Danmarks Transport Tidende Finn Bjerremand. Han kender spillet, og lige så snart den sidste klapsalve er forstummet fra den endeløse række af officielle pressemøder og skåltaler, stormer han over til topmodellen med V8-motor og 580 hestekræfter. Selv om Finn er lastvognskender til fingerspidserne, kommer der et skævt smil frem i det røde skæg, da han starter nøglen og kører ud til landevejen. Han ruller elruden ned og opfordrer mig til at gøre det samme. Ikke fordi han ryger. Og ikke fordi der er varmt. Faktisk er hyttens aircondition lige så effektivt som i en sydeuropæisk bank. Nej, han vil bare lytte til V8'eren. Men det er kun lige forår, så vi ruller op efter nogle minutter. Og næsten al lyd forstummer. Faktisk kan det bedst sammenlignes med at sidde i en biograf. Sverige uden for kæmperuden med røde træhuse, grå klippefremspring, nøgne birketræer og høje slanke enebærbuske er noget, man betragter. Ikke noget, man er midt i. Illusionen forstærkes af en gammel Saab 9000, der hurtigt og fuldstændig lydløst overhaler. Og brydes igen af Finns ønske om en sodavand. De ligger i det integrerede køleskab under den brede seng. Mangler plys »Sådan en kabine får du aldrig nogen rigtig lastbilchauffør til at køre i«, siger Finn pludselig, imens vi kravler op ad en bakke i 9. gear ved 1.200 omdrejninger. I min verden minder den ellers mest om et rullende hotelværelse. Ud over en stor dvd-skærm, der for eksempel kan telefonere, finde vej, vise film og fortælle om motorens aktuelle tilstand, er der to senge. Og over os er der plads til både kaffemaskine og mikroovn, der kan leveres ekstra. Ligesom man kan få kabinen med læder og poleret nøddetræ. Men ifølge Finn mangler der rødt plys på væggene, før det bliver en rigtig bil. Eller til nød blåt.