Da Suzuki i 1999 lancerede sin lille vævre SV 650 S, var vi flere, som spåede den en stor fremtid. Og salgstallene har bestemt ikke skuffet. Maskinen, som er født til køreglæde, tegner nu en af de mest populære mellemklassemaskiner. Og moderniseringen er også sket med nænsom hånd. Mest iøjnefaldende er det nye, kantede design, men teknikken er den velkendte: en avanceret V2-motor af Ducati-typen i et let og stift aluminiumsstel. Andre dele er ordinære, for ikke at sige prisbillige. For at udvide køberkredsen har Suzuki udvidet SV-modelpaletten med en 1000 ccm-version. Det er den, vi prøver. Hvor den første SV 650 var problematisk for kørere over 1,85 m, har den nye version med sin længere akselafstand og længere sæde bedre forhold at byde de store. Til gengæld er sædehøjden på 80-81 cm blevet en udfordring for mindre kørere. Alt i alt må man dog konstatere, at ergonomien er vellykket. Nok skal man, som på alle sportslige maskiner, lægge en del vægt på armene, men ikke så meget, at det gør noget. Greb og kontakter sidder, hvor de skal. Den hydrauliske kobling glider som i smør. Man glæder sig over det nye digitale speedometer. Katastrofeblink-funktionen skal have ros. Elektronisk tænding og indsprøjtning har overflødiggjort chokeren. SV 1000 lyder godt i tomgang, men den fede lyd, hvor den småstøjende ventilmekanisme ligesom akkompagneres af den herligste dybe brummen fra en V2-motor, kommer først, når man har bragt maskinen i fart. Eller rettere sagt, når man lader motorbremsen tage over. Så er det, som om en imaginær loudness-knap er koblet til - og englene (eller er det Dovregubben) synger ... Lette maskiner Hjertet i SV-konceptet er en mærkværdig sammensvejset aluminiumsramme med forstærkende lameller på bagsiden af de kantede profiler. Motoren, der er medbærende element, er for SV 1000's vedkommende hentet fra modellen TL 1000 S. Takket været vandkøler og oliekøler er effekten så pæn som 129 hk. Teknologisk er SV 650 på 70 hk nu kommet på øjenhøjde med sin nye storebror gennem elektronisk indsprøjtning, nye plejlstænger og knastaksler. Ud over slagvolumen udtrykker forskellen imellem de to modelvarianter sig i svinggaffel, affjedringskomponenter, bremser og hjul. For at imødekomme det større kraftpotentiale er disse enheder kraftigere dimensioneret på SV 1000. Forhjul klæber til asfalten Med de nye SV-brødre er man rigtig godt kørende. Køreegenskaberne er fremragende, og takket været den forbedrede ergonomi kan man nu også holde til mange timers underholdning på landevejene. Køredynamikkens lethed matches på charmerende vis af en, for SV 1000's vedkommende, megapotent motor, der udmærker sig ved øjeblikkelig gasrespons og en skøn rovdyragtig knurren, når den har fået noget brændstof at leve af. SV 1000 har fuldt indstillelig affjedring og er akkurat som lillebror, der er en anelse for blødt affjedret, bemærkelsesværdig let at manøvrere i parkeringssituationer. Maskinen føles letfodet, og af de køredynamiske kvaliteter skal især fremhæves styringen. Her er ikke noget med at tvinge maskinen gennem de snævre kurver. Takket været vægtfordelingen med forreste fremskudte cylinder som garant for god vægt på forhjulet, klæber forhjulet så meget til asfalten, at man med sikker hånd kan holde en måske uventet høj hastighed igennem kurver. Min bagsædepassager klagede dog over, at hun sad for højt oppe, og at det føltes utrygt ikke at kunne nå jorden. Tidens trend Suzuki har haft stort udbytte af at lade sig inspirere af Ducati. Suzuki SV 650 og SV 1000 leverer køredynamik for alle pengene. Hvor den første har rigeligt til husbehov, er den sidste generøst udstyret med motorkraft - men også mærkbare vibrationer. Pris/kvalitetsforholdet er meget overbevisende. Især hvad angår SV 650 til næsten 99.000 kr., men også SV 1000 er et godt køb - fem hjerter! - selv om det mægtigere kraftopbud kommer til at stå én i en næsten 50 procent prisforøgelse! Selv om Suzuki har studeret Ducati, mangler den japanske producent dog meget i at kunne skabe et for øjet lige så inspirerende designudtryk som forbilledet. Vist er Suzuki SV 650 S og SV 1000 S med deres kantede kurver med på tidens trend. Men heller ikke mere. Det stilskabende står italienerne stadig for.