Det specielle ved Aprilia RST 1000 Futura er designet. De kantede, men alligevel strømlinede linier søger øjet. Og om man kan lide designet eller ej, så bliver indtrykket hængende i hukommelse. Det er præcis den effekt, bevidste designere søger. Futuraen stammer fra et land, hvor bevidstheden om design er meget høj. Aprilia, der først begyndte at lave motorcykler i senhalvfjerdserne, har ikke tænkt sig at lade designstærke Ducati noget efter. Det positive ved Futuraen er så, at designnyhederne som det store, komfortable sæde, de græshoppeagtige 'følehorn' med indbyggede spejle og blink samt den integrerede rustfri udstødning faktisk er forbedringer i forhold til gængs praksis. Komforten: At designeren Piedro Irru er gået tæt sammen med ergonomer, som kan deres kram, mærker man første gang, man svinger sig op på det store, riflede sæde, hvor en velpolstret lille knold støtter halebenet. Futuraen kræver næsten ingen tilvænning. Førerpladsen er så velindrettet, at de fleste vil kunne sidde her i timevis uden at trættes. Instrumentbrættet stirrer én i møde med et farvelagt udvalg af instrumenter - hurra for den digitale benzinmåler - der vel kun overgås af Honda Gold Wing. Takket været Sagem-indsprøjtningsanlægget slipper man for chokeren. Lydmæssigt skuffer den store V2er i 60 grader ved opstart. Her er ikke megen V2-bulder. Tværtimod spinder maskineriet tyst som en BMW. Og det er ikke ment som en ros. Det bliver svært at montere uoriginale effektpotter på en Aprilia Futura. Den specialkonstruerede, integrerede udstødningskanal, der munder ud over nummerpladen, opfordrer ikke til efterligninger. Teknikken: Futuraen har meget at byde på for de 179.998 kr., den koster: indsprøjtningsmotor med mange kubik, forholdsvis mange hestekræfter - 113 hk - til forholdsvis lav vægt, aluminiumsstel og énsidig svinggaffel. Motorens særlige opbygning med tørsumpsmøring har givet en forholdsvis høj, men kompakt konstruktion, som er med til at give en næsten ideal vægtfordeling med 49/51 procent vægt for og bag. Futuraens tyste gang skyldes opbygningen med en stor hovedlydpotte under den oliesumpsløse motor og en mindre lydpotte under sædet. Aprilia lover, at varmeudviklingen dermed ikke generer passagererne. Efter en underholdende, men også kølig tur på bl.a. det skønne Stevns, kunne jeg godt have tænkt mig, at Aprilia havde gjort stik modsat: nemlig sat varme i sædet. Udstødningens placering gør det muligt at placere sidetasker, som ikke rager for meget ud i fartvinden. Aerodynamikken og afskærmningen virker i sjælden grad tiptop. Bag den brede effektive vindskærm sidder man fuldstændig i ro uden generende turbulenser, selv ved højere hastigheder. Køreegenskaber: Det sjove ved Aprilia RST 1000 er, at den umiddelbart opleves som en komfortabel touringcykel i klar konkurrence med BMW, men hurtigt finder man ud af, at den så sandelig også kan alt det sportslige. Festfyrværkeriet starter med, at man lægger maskinen ind i en kurve. Den reagerer charmerende kvikt på enhver styrebevægelse, styrepræcisionen er rigtig god, og man finder hurtigt ud af, at den er let at vippe fra side til side i tætte kurvekombinationer. Ud over svage vibrationer fra fodhvilerne er der som en bonusgevinst komfort for alle pengene. Måske lige med undtagelse af området under 2.000 omdrejninger, hvor Futuraen begynder at rykke og ruske som andre omdrejningsvillige maskiner med ringe svinghjulsmasse. Gearskiftet skal ikke have anden kritik, end at den hårde hydrauliske kobling desværre kræver mange fingerkræfter. Der er ikke så meget nådesløst bid i Brembo-guld-bremserne som supersportfolket sikkert kunne ønske sig. Men til almindelig frisk kørsel er de nemme at dosere og velafstemte - lige som affjedringen, der består af Showa-forgaffel og Sachs-fjederben. Futuraens kraftoverskud viser sig bl.a. ved, at den er nem at stejle med under hårde accelerationer. Men da motorkraften opbygges ret harmonisk, føler man aldrig, at man mister kontrollen med den i bund og grund kraftige maskine. Konklusion: Havde det ikke været fordi Aprilia allerede havde vundet laurbær med den meget roste RSV Mille, ville jeg sige, at det er fantastisk, at mærket kan frembringe en så helstøbt sportstourer i første hug. Nu er det mere relevant at sige, at det er lykkedes Aprilia at imødekomme et højt forventningsniveau. Futuraen er klart på øjenhøjde med konkurrenter som Triumph Sprint, Ducati ST2, BMW R 1100 S og Honda VFR 800. Af samme årsag svær at kritisere. Men lad mig alligevel prøve. De velplacerede spejle er faktisk et nummer for små. Selv om kvalitet og finish virker overbevisende, er det sølverne vidunder (på linie med flere japanske konkurrenter), mere plasticagtigt end f.eks. BMW. En almindelig magnettanktaske bider således ikke på kunststoftanken. Her kan man godt savne synet af lidt lækker forkromning, matskuret aluminium eller andet gedigent metalarbejde. Ellers er der tale om en sjældent helstøbt motorcykel med overlegne kraftressourcer.