En dieselmotor sætter så meget fut i salget af Renault Twingo, at den i august kom op blandt de 20 mest solgte biler i Danmark. Det er uvant placering for den lille franskmand, der ellers har haft svært ved at trænge sig frem blandt de andre småbiler i prisklassen omkring 100.000 kroner. Renault Twingo er eneste bil i mikroklassen, der kan fås med dieselmotor, og prisen er 114.000 kroner. Der er også visse indbyggede svagheder: Grundkonstruktionen er op mod 15 år gammel, og det mærkes ved forskellige særheder omkring førerpladsen. Twingo kan kun fås med tre døre.
LÆS ARTIKEL Kraftfuld cabriolet giver dig komfort for millioner
Men den har fin økonomi. Med dieselmotoren på 1,5 liter/75 hk er Twingo noteret for et forbrugstal på 29,3 km/l. Vi opnåede ca. 23 km/l uden at køre med decideret sparefod.
Motoren er tilpas energisk til at give Twingo det overskud i trafikken, som benzinmodellen (1,2 liter/75 hk) savner. Især på motorvej er dieselmodellen i hopla. Det går stille og roligt af sted med 110 km/t., og der er rigeligt med kræfter til en hurtig sprint op til 130 km/t., hvor støjniveauet stadig er på et behageligt lavt niveau. Fem gear står til rådighed. Gearskiftet er præcist og hurtigt, og gearingen passer fint til bytrafik, hvor man lige akkurat kan køre 50 km/t. i 4. gear. Stop-start-system og gearskifteindikator findes ikke og kommer næppe i den nuværende Twingos levetid.
Affjedring sluger huller
Bilen har en fin affjedring, der glatter ud på de værste huller. Det lidt mærkværdige styretøj kender vi fra andre versioner af Twingo: Ved lav fart har man ikke rigtig fornemmelse af, at der er direkte kontakt mellem hjul og rat. Det bliver dog en del bedre ved stigende hastighed.
Udstyret i Renault Twingo er blevet forbedret, siden vi prøvede benzinmodellen i februar. Dengang var radio nemlig ekstraudstyr til 2.500 kroner, men nu er den standard. Der er både aux- og usb-indgang, men intet cd-drev.






























