Der er ikke voldsomt meget wow-effekt over Hyundai i20, men der er heller ikke noget, der bør skræmme kunderne væk. Med dieselmotor er bilen et tiltalende bekendtskab, og den kan sagtens gøre tjeneste som pendlerbil over lidt længere afstande. Hyundais næstmindste model – kun i10 er mindre – har netop fået et facelift, som især betyder, at frontpartiet står med strammere linjer, der falder ind i mærkets generelle designstil. Ellers er der ikke pillet meget ved bilens facon. De fleste modeller fra Hyundai har det til fælles, at man øjeblikkelig føler sig hjemme bag rattet. Man skal ikke sidde og gætte, hvad forskellige knapper mon er til, og meget hurtigt kan man betjene alt på rutineret facon. Her er ingen iPhone-agtige berøringsskærme, men derimod et udvalg af logisk placerede knapper til radio, luft og varme.
LÆS OGSÅ Citröen har lavet en japansk firhjulstrækker med en gang fransk fernis
Alt er nydeligt udført, og vi glæder os især over de krystalklare instrumenter, der er lette at aflæse under alle forhold. Det hjælper dog at skifte fra kørelys til nærlys, for så bliver instrumenterne også belyst i dagtimerne.
Musikfans vil glæde sig over en velspillende radio, som har både aux- og usb-stik.
Foran sidder man i stole af tilpas størrelse og med passende fast polstring. Det er let at indstille møblementet til en behagelig kørestilling, bl.a. fordi rattet kan indstilles i både højde og længde, når man som her har fat i den bedst udstyrede Comfortmodel.
I den mere skrabede Classic kan rattet kun justeres i én retning. Classic er 20.000 kroner billigere, men mangler desuden aircondition, usb-stikket, sædevarme og tågelygter foran. Comfort synes derfor at være det bedste køb. Arbejdsivrig og kultiveret






























