Selvom der er langt fra 1960'erne og 1970'ernes verdensberømte Mini Cooper-biler, der tog fusen på konkurrenter fra Monte Carlo-rallyet til landevejene på Mors, så er BMW's nye udgave af Mini Cooper S en værdig arvtager til Mini-opfinderen Sir Alec Issigonis og motorsportsgeniet John Coopers fælles barn. Det er nemlig mere end svært at finde så meget morskab presset sammen på så lille plads i nogen anden bil. Og selvom meget er forandret fra den oprindelige Cooper, så er grundkonceptet intakt. Hjulene ud i hvert sit hjørne, en lille, men højtydende motor, tyngdepunktet så tæt på vejbanen som muligt og et styretøj, der er som hentet direkte fra en gokart. Det var en opskrift, der begejstrede i 1960'erne, og modellen er fortsat gangbar i 2002 - tilsat alskens moderne hjælpemidler og sikkerhedsudstyr. Rap motor Det er en lille travl motor på kun 1,6 liter, der er hjertet i Mini Cooper S'en. Med 16 ventiler og en kompressor, der presser luft ind i motoren, smutter Cooper S'en af sted fra lyskrydset og runder de 100 km/t på kun 7,4 sekunder. Det er en bil bygget til små bakkede veje, masser af sving og heftig brug af bilens seks gear. Motoren trækker helt jævnt, selv i femte eller sjette gear, fra meget lav hastighed. Her er ingen turbo-tøven og ingen huller i momentet, motoren trækker simpelthen jævnt hele vejen, og føreren belønnes med en oplagt, men aldrig irriterende snerren, der suppleres med en nærmest højfrekvent hvinen fra kompressoren. Det er derfor fristende at holde omdrejningerne godt oppe, men regningen er et højt benzinforbrug. BMW lover 11,9 km per liter ved blandet kørsel, men frisk kørsel koster og sender Miniens forbrug ned under de 10 kilometer på literen. Med små vrid på rattet styres bilen gennem selv snævre sving med hjælp af det meget direkte styretøj, der reagerer på chaufførens mindste ønske. Motoren skal have godt med omdrejninger, og chaufføren får god hjælp til at udnytte de mange hestekræfter af de 17-tommer brede punkterfri sportsdæk, der sikrer et forbilledligt vejgreb. Den seks-trins gearkasse har meget kort afstand mellem gearene. Med åben siderude belønnes chaufføren på ægte racermaner med et tydeligt 'klonk' fra gearkassen, hver gang der skiftes gear. Går det alligevel for hurtigt, trods sportsundervogn med elektronisk svinghjælp fra ACT-S-systemet, skivebremser på alle fire hjul og 17-tommer dæk, så er Mini Cooper S udstyret med det mest moderne sikkerhedsudstyr, herunder fire airbags. Samtidig har Minien fået fire ud af fem mulige stjerner i sikkerhedsorganisationen Euro NCAP's crashtest. Fin komfort Mini Cooper S var i sin oprindelige udførsel en spartansk indrettet køremaskine. Spartansk er imidlertid ikke længere et dækkende udtryk for den ny mini. Lækre tæpper på gulvene, dejlige faste sportssæder, et særdeles lækkert læderrat og elektrisk hjælp til at betjene såvel ruder som sidespejle gør livet ganske komfortabelt, selvom undervognen, som det sig hør og bør i en Cooper S, er absolut fast. Nu er det især fører og forsædepassager, der kan nyde komforten. Selvom Mini Cooper S har to bagsæder, i øvrigt perfekt udstyret med egne seler og justerbare nakkestøtter, så viste det sig næsten umuligt at presse et par voksne testpassagerer ind bag i Minien. Derfor er Mini Cooper S i udpræget grad en egoistbil, hvor bagsædet i stedet bruges til den bagage, der er svær at få plads til i det lille bagagerum. Det fyldes hurtigt med et par bløde tasker eller to indkøbsposer, mens hårde skalkufferter må eftersendes med fragtmanden. BMW står bag Da BMW overtog engelske Rover, overtog tyskerne samtidig projektet med at skabe en ny Mini. Efter frasalget af Rover beholdt tyskerne Mini-projektet. Derfor er det i realiteten en lille BMW, som i dag drøner rundt med det klassiske Mini-emblem på køleren. Kvaliteten er derfor også en helt anden end gamle dages Morris Mascot. Dørene lukker med tyngde, og finishen er nydelig, om end enkelte rasle- og knirkelyde allerede kan høres, selvom presseeksemplaret har beskedne 4.000 km på bagen. Apropos knirkelyde, så stammer lydene formentligt fra den meget hårde plastik, som udgør en stor del af instrumentpanelet og håndtagene i bilen, selvom plastikken er kamufleret som henholdsvis aluminium og kunstfiber. Den detalje er synd og skæmmer det ellers smarte interiør, hvor det store centralt placerede speedometer på klassisk Mini-maner sætter den sidste prik over i'et.