Det er svært at sige Ducati uden samtidig at sige begejstring! Selv om dagens Ducati til tilbudspris er det mest skrabede, som fås fra motorcyklernes Ferrari, så er slutresultatet så charmerende godt, at man efter at have haft maskinen en uge fristes til at tildele den elegant formgivne maskine med designeren Pierre Terblanche som fadder fem hjerter og lade det blive ved det. Men det er naturligvis ikke sådan, at en motorcykel skal anmeldes. Først skal vi gennem forskellige mellemregninger, inden det samlede gilde kan gøres op. En vurdering af en motorcykel må uvilkårligt begynde med det optiske indtryk. Og her står italienske Ducati stærkt. Uanset fra hvilken vinkel man ser den, vil man aldrig være i tvivl om, at det er en Ducati, man har med at gøre. Inden for sit segment, som det hedder i reklamesproget, er den lige så entydigt sin egen, som Harley og BMW er det i deres segmenter. Sportslig kørestilling Overraskende for en motorcykel fra et land, hvor gennemsnitshøjden er mindre end Nordeuropas, er, at den høj at komme op på. Man skal strække sig for at nå grebene. Nærkontakt mellem mave og benzintank mildnes af en stor tankpad i gummi. Instrumenterne sidder asymmetriske dejlige nemme at aflæse. Kontakterne sidder til gengæld ikke der, hvor jeg helst vil have dem. Men det er en vanesag. En V2-motor med 90 grader mellem cylindertårnene lyder altid godt. Og Ducati 750 er ingen undtagelse. Den sportslige, foroverbøjede kørestilling kræver imidlertid tilvænning. Takket været aerodynamikken, som ved tiltagende hastigheder presser kroppen tilbage, matcher kørestillingen fint hastigheder på 80 km/t og derover. De første 100 km tog jeg dog mig selv i at køre maskinen med fingerspidserne ved 50 km/t i byerne. Specialiteter Specielt for Ducati er, udover den karakteristiske V2-motor med desmodromiske ventiler, det fornemme svejsede rørgitterstel, som kåben heldigvis ikke formår at skjule. Desmodromisk betyder tvangslukkede ventiler uden brug af ventilfjedre. En Ducati-specialitet er den forreste næsten vandrette cylinder med langsgående køleribber og den bagerste næsten lodrette med tværgående køleribber. Formålet med denne opsætning er at sikre effektiv køling. Maskineriet er dog ikke rigtigt højtydende af den grund. 64 hk er ikke meget for en 750 kubikker med elektronisk indsprøjtning. Men så er der lige det velanbragte moment, for ikke at tale om de spektakulære køreegenskaber som sikres gennem en eminent stelgeometri og de dygtigt samarbejdende Marzocchi upside-down forgaffel og Sachs mono-fjeder bagtil. Ducati har ramt plet med afstemningen af disse, og man savner ikke de avancerede indstillingsmuligheder, som sparemodellen heller ikke har. Godt afsæt Karakteristisk for Ducati 750 S er det fantastisk gode afsæt. Selve bundtrækket er ikke noget at skrive hjem om. Tværtimod river og rusker modellen under 2.500 omdr./min. Udover dette dødpunkt sparker Ducatien dog virkelig glimrende fra sig, og takket været en høj gearing bliver man elegant bragt i fart. Den høje gearing gør også, at man føler sig uanstrengt ved almindelige landevejs- og motorvejshastigheder. En ting er at køre ligeud, noget andet at sende Ducatien ind i svingene. Her begynder løjerne for alvor. Umiddelbart virker Ducati styretræg. Der skal bruges lidt kræfter for at få Ducati 750 S ind i svingene. Når den først er lagt herind, kvitterer maskinen imidlertid med en fantastisk ro og masser af feedback. Følingen med vejgrebet er helt fantastisk! Selv om skrabemodellen kun har en skivebremse foran, er bremsekraften tilfredsstillende. Jeg forstår dog ikke helt, hvorfor den ret ineffektive bagbremse skal hyle som et helt godstog! Høj underholdningsværdi Ducatiens underholdningsværdi er meget høj. Men spørgsmålet er naturligvis, om man i grund og bund kan forliges med dens ikke altid lige uimodståelige charme. Ducatien river og rusker ved lave omdrejninger, og ved visse omdrejningstal vibrerer spejle og øverste kåbedel lystigt. Selv om bagsædekomforten er bedre end hos de fleste andre motorcykler i prisklassen, så er det ikke alle *ts der som jeg *ts vil kunne vænne sig til den sportslige kørestilling med bagdelen oppe og styret nede. Derfor alligevel kun fire hjerter! Hovedindtrykket er dog en charmerende, sportslig motorcykel med styrepræcision, køreegenskaber og karisma som til sammen signalerer stil og god gensalgsværdi. Når man ikke at købe den afprøvede variant til kun 114.995 kr., får man i 2003 chancen igen med en opdateret version, Ducati 800 S , med flere heste og et ekstra sjette gear. Prisen bliver dog givetvis også en helt anden.