Moto Guzzis nye Breva 1100 udstråler styrke, sin helt egen stil og en personlig sydlandsk charme. Den er mere buttet, blød og imødekommende at se på end sine mere rå og barske italienske MC-fætre og kusiner. Det venlige udtryk lyver ikke, det dækker også dens opførsel på vejen. Hvor den leverer kørsel med solid styrke og pondus, men uden brutalitet og skarpe kanter. Den er som spaghetti kogt al dente. De unge og de mere barske kørere vil mangle noget bid, råhed og knas, mens andre - måske mere modne og fredeligere kørere - vil falde for dens kvalitet og tillidsvækkende tilbud. Vi snakker kort sagt mere komfort end sport. Handy at håndtere Breva 1100 er lige at gå til. Det lyder banalt, men det er sådan en maskine, man sætter sig op på og med det samme kan køre uden problemer. Selv om den er tung, 231 kg uden benzin på tanken, så føles den aldrig tung under kørslen. Tværtimod er den handy at håndtere, let at styre og sikker i sin adfærd både i byen og ude på landet. Selv på en svensk grusvej svigtede den ikke tilliden. Det er jo ingen sportscykel og ingen vanlig nøgen streetbike skabt til drengestreger. Selv om den kan køre måske 215 km i timen, lægger den ikke op til så store hastigheder. Siddestillingen på det brede sæde er nemlig meget opret, så ens overkrop føles stor som et sejl, når farten kommer over 110 km i timen. Styret er også bredt, så det gør ikke vindfanget mindre. Da samtidig afstanden mellem sæde og fodpedalerne - der ikke giver alt for god støtte - ikke er overvældende, kommer mavemusklerne hurtigt på overarbejde ved kørsel på motorvej. Hvis lysten er til længere ture, så skal der nok findes de 3.298 kroner på budgettet til den vindskærm, der kan købes som ekstra udstyr. Som cruiser Siddestillingen bag og omkring den store benzintank er speciel, og den medvirker til at opbygge en fornemmelse af at køre på en cruiseragtig motorcykel. Det skal faktisk forstås positivt, for da først jeg begyndte at opleve Breva'en som en cruiser, fik jeg et rigtigt syn på dens mange kvaliteter. Tag bare motoren. Siden Breva 750 kom på gaden for nogle år siden, er V2-motoren til dens storesøster her blevet nybygget og trimmet. Det er faktisk kræs. Lyden er ganske enkelt dejlig. Motoren er med sine 86 hk ikke overmåde presset, men den har et fint træk hele vejen op. Den sætter gang i livsglæden, når den får gas ved grønt lys, og den spinner konstant, roligt og uden mange rystelser. Højt gearet Netop da Breva'en ikke lægger op til superhurtig kørsel på motorvejene, kan det undre, at den er meget højt gearet. Det meste af tiden opleves det næsten som en gearkasse med fire gear plus to overgear. Selv med over 100 km i timen rykkede det først rigtigt, når gearpedalen fik et par spark nedad, og der blev givet gas i fjerde gear. Men V2-motoren har så heller ikke noget mod at rotere. Den røde lampe blinker først oppe mod 7.500 omdrejninger i minuttet. Gearkassen virker perfekt, og skivebremserne har det nødvendige bid til at stoppe de mange kilo. Transmissionen med kardanakslen gennem den ene arm til baghjulet fungerer fint uden ryk eller ubehagelig reaktioner, og så kræver den jo ikke megen pasning i det daglige. Måske har Breva'en ikke voldsom stor frihøjde, men igen, den har en fin kontakt med vejen, og den leverer kontant og sikker opførsel, også på snoede veje, hvor den ikke lægger op til rå nedlægninger i svingene, men hvor den jo er meget mere agil og levende end de 'rigtige' lange og lave cruisere. Her pointeres det også, at sammenligningen ikke skal trækkes alt for langt. Breva-mikset er helt sit eget. Affjedringen er fin, og den kan justeres, bagpå sidder der et håndtag til det samme. Let at gå til, når kæresten og oppakningen skal med på tur. Fine detaljer Og så har vi jo alle de andre Moto Guzzi-finesser og -detaljer. Et instrumentbord med alle ønskelige oplysninger og let styring af computeren under kørslen med venstre hånds pegefinger, en lækker forlygte med fint lys, et flot bagparti med frække diodelys, to sidespejle med godt udsyn bagud, den store benzintank, der skaber cyklens særlige stil, men også rummer nok benzin til lange stræk, og en finish og en teknik, der tilsyneladende tåler sammenligning med god tysk kvalitet. Alt i alt, en motorcykel, der ikke fik adrenalinen frem, men et køretøj, der i løbet af 1.400 km på små to uger kørte sig frem til et solidt og trygt kammeratskab. Og det skal man ikke kimse ad. lars-bo.larsen@pol.dk