Tørrestativ og strygebræt er nogle af de ting, som det kan være svært at finde en opbevaringsplads til i en lille bolig.
Men da Ditte Frisk overtog sin lejlighed for halvandet år siden, udtænkte hun en smart løsning. Hun har bygget en ekstra kasse, der er sat på døren ud til bagtrappen, hvor både vasketøjstativet og strygebrættet kan være gemt bag. »Jeg har ikke særligt meget skabsplads i min lejlighed, og de skabe, her er, er meget smalle. Desuden er de andre beboere i ejendommen ikke glade for, at der står ting på bagtrappen, så jeg havde ikke plads til, at vasketøjstativet kunne være nogen steder, men så fik jeg ideen til at lave den her kasse«. Kassen er bygget af mdf-plader, der er skåret til efter mål. Kassen er hængt op i hængsler på væggen, så bagtrappen stadig kan bruges. Kassen fungerer derfor som en slags ekstra skab foran bagtrappedøren. »Det er en god måde at udnytte pladsen på. Desuden passer kassen bedre til lejligheden end den gamle dør, der er her, som jeg alligevel havde planer om at skifte ud. Derfor opfylder kassen faktisk flere behov«.






























