Kan både løven, grisen, slangen, elefanten og ræven være på samme tømmerflåde? Og hvornår er der ikke plads til dem længere? Det grundlæggende dilemma i børnespillet ‘Zoo Baloo’ er både konkret og håndgribeligt, fordi motivationen bag er ligetil og fanger nysgerrigheden hos ungerne med det samme. På bordet placerer man først en tømmerflåde symboliseret af en papplade med hul i midten, og rundt om pladen ligger alle dyrene – træklodser i forskellige farver, størrelser og udformninger. Herpå skal alle spillere gætte, om holdet af dyr kan presses sammen i hullet i pappladen.

Hvis alle siger ja, trækkes der en ny dyre-træklods frem, og sådan fortsætter tilstrømningen af dyr, indtil en spiller vurderer, at nu er der for mange dyr på bordet i forhold til pladsen på tømmerflåden. Så skal ja-spillerne i gang med at vakuumpakke træklodserne på pappladens hul for at bevise, at der er plads til dem – og herefter gives der point efter, om missionen lykkes eller ej. Sådan ruller ‘Zoo Baloo‘ over seks runder med forskellige papplader og dyrebestande, hvorefter pointene tælles sammen, og vinderen kåres: den spiller, der har haft den bedste vurdering af plads kontra dyrenes forskellige størrelse og form. For voksne har ‘Zoo Baloo’ en ganske tydelig dagsorden: at give ungerne en fornemmelse af rum og størrelsesforhold, men som spil fungerer det glimrende med fine variationsmuligheder og vellavede klodser og kort. Splinten i tømmerflåden er, at det er bedst i små doser, men til gengæld kan ungerne spille det selv uden voksenindblanding, hvilket er et hædersmærke i sig selv. www.four-esses.dk