Mads Christoffersen, Vanløse: For tre år siden plantede vi et nyttebed med forskellige bærbuske og jordbærplanter som bunddække for at undgå for meget lugning. Vi startede med få jordbærplanter, som nu efter de tre sæsoner er blevet til mange flere planter, dels via selvsåede stiklinger, dels ved at vi har plantet nogle stiklinger de steder, vi syntes, der manglede noget bunddække. Mit (mine) spørgsmål er: Hvad er det for en anderledes/mærkelig stikling/plante, der udspringer fra jordbærplanten? Den har med lynets hast bredt sig meget, også ud i en ellers tæt græsplæne. Skal jeg fjerne den for at kunne blive ved med at have mine jordbær? Hvordan finder man de gamle planter? Jeg har læst mig til, at jordbærplanter gerne skal erstattes af nye planter efter 3-4 sæsoner for at give det bedste udbytte. Hvordan finder vi frem til de planter, der er blevet for gamle og får gravet dem op, så der kan være plads til nogle nye, når nu vi ikke har plantet dem i lange lige traditionelle baner? LÆS ARTIKEL:Gå ombord i sensommerens modne bær Derudover et andet problem i en anden genre. Naboen (og dermed også os) har nogle bambus, jeg længe har troet, er japansk bambus. De breder sig utrolig meget ind i vores have og er næsten ikke til at udrydde. Selv en lille udtørret rod kan danne nye friske skud, som, hvis de ikke bliver fjernet, vokser op i over to meters højde. Hvad er det for en plante, og hvad gør jeg for at udrydde den i min have og forsøge at holde dem hos naboen? Søren Ryge: Du er sandelig kommet på arbejde – meningsfyldt havearbejde mod værdige fjender! For den lille, søde plante i dine jordbær er såmænd en krybende ranunkel, også kaldet smørblomst. Den breder sig ved udløbere på nøjagtig samme måde som jordbærrene, men den er altså ikke farlig. Du skal bare alliere dig med en lille spade og sørge for at grave planterne op med rod. Det er næsten umuligt at fjerne dem med fingrene – man rykker bare bladene af. Den anden fjende er den velkendte japan-pileurt eller japansk boghvede. I meget store haver og parker kan den faktisk bruges som en meterhøj staude, der får hvidlige blomster sidst på sommeren. Den har en kraftig rodstok og sætter lange udløbere, og derfor hører den ikke hjemme i almindelige haver, hvor den dukker op langt fra moderplanten ligesom kvikgræs. Du kan ikke gøre andet end at fjerne den omgående, når du ser den. Med hakkejern eller spade. Undgå for alt i verden gift. Det vandrer igennem rødderne og helt over til naboen, og så er der lagt op til ballade. Nemt at kende forskel på nye og gamle planter Spørgsmålet om jordbærplanternes alder er lidt sværere. Der er ingen tvivl om, at de giver flest bær som to- og treårige. Men hvis ikke man orker at plante nye hele tiden, kan man sagtens lade de gamle planter stå et par år mere. Det burde være nemt at kende forskel på nyt og gammelt. De nye er simpelthen de småplanter, der slår rod for enden af de udløbere, der netop nu vælter ud til alle sider. Det er også dem, man klipper fra og bruger, når der skal plantes nyt. LÆS ARTIKEL:Søde sommersager: Jordbærkage Hvis man ikke har brug for nye planter, er det en meget god ide at fjerne alle udløberne, inden de sætter nye planter, for ellers ender man med et uoverskueligt rod af nyt og gammelt. Af samme grund vil jeg altid anbefale at plante jordbær på række og geled, for så har man styr på dem. Jeg har selv forsøgt at lade dem danne tæppe, men vil ikke mere. Bl.a. er det umuligt at plukke jordbær uden at komme til at træde på bærrene. Især for børnebørnene.
Søren Ryge: Brug spaden mod værdige fjender i haven






























