Ryge: Sådan flytter du svigermors hængepil

Flytbar. Hængepilen, der har sprængt potten, skal flyttes. Det kan lade sig gøre, men det koster en del arbejde. Privatfoto
Flytbar. Hængepilen, der har sprængt potten, skal flyttes. Det kan lade sig gøre, men det koster en del arbejde. Privatfoto
Lyt til artiklen

Spørgsmål fra læseren Anette:
Vi har solgt min svigermors hus. I hendes have står en 10 år gammel hængepil i en potte, som vi har aftalt med den nye ejer, at vi tager med.

Den skal flyttes over i vores egen græsplæne – jorden her er leret muldjord.

Der er ikke gået en havemand tabt i mig, men jeg er villig til at forsøge at agere flyttemand for en pil – hvis du altså vil vejlede.

Anette Skov Friis, Albertslund

Svar:

En ti år gammel hængepil i en potte – det får alarmklokkerne til at ringe, for enten er potten megastor, eller også er pilen dybt underernæret som en bonsai.

Heldigvis fulgte der er billede med, og så var den hjemme. Pilen har gjort det eneste fornuftige. Sendt sine rødder igennem hullerne i potten ned i jorden. Undervejs har den for en ordens skyld sprængt potten, og pyt med det.

I skal gøre følgende: Fjern først resten af potten så skånsomt som muligt. De rødder, der fører videre ned i jorden, må ikke beskadiges, for det er hovedpulsårerne. Derefter graver I med en greb i en halvcirkel rundt om træet – mindst en halv meter fra stammen. I skal bare løsne og fjerne jord uden at ødelægge flere rødder end nødvendigt. På et passende tidspunkt fortsætter I også ind under stammen, og det hele ender med, at I har gravet planten op med en stor del af rodnettet.

LÆS ARTIKEL Ryges brevkasse: Død over gammel pil

Rødderne vandes og pakkes grundigt ind i plast, så de ikke tørrer ud, og resten består af at grave et hul det nye sted, som er så stort, at I kan fordele rødderne uden at krølle dem sammen. Køb en pose god plantejord til at drysse ned imellem dem og træd til, når I er færdige – hverken for lidt eller for meget. Lav til sidst en lille vold rundt om det hele, så der kan vandes grundigt i de første måneder – en hel spandfuld eller to en gang om ugen. Bind eventuelt stammen til en pæl, hvis I synes, den står for løst.

Dette er den autoriserede metode ved flytningen af træer og buske. Normalt klipper man en del af toppen tilbage for at lette processen, men det er jo næsten umuligt med det monster, der er vist på billedet.

I øvrigt har jeg stor sympati for, at svigermors hængepil skal blive i familien. En af de allerbedste kvaliteter ved planter er, at de har en historie, uanset hvordan de ser ud, og jeg gætter på, at svigermor er al ære og en masse bøvl værd.

Tidspunkt: I påsken!

S øren Ryge Petersen

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her