Min søn gik ned i kælderen for at hente noget is i fryseren, men han kom styrtende op ad trapperne igen og råbte, at der var vand i kælderen«. Kenneth Wolstrup kan stadig i detaljer huske, hvordan det gik for sig den sommeraften sidste år, da villaen i Brønshøj blev oversvømmet efter et skybrud. Det er ikke noget, man glemmer lige med det samme: »Først troede jeg bare, jeg skulle fjerne lidt vand og få det overstået i en fart. Jeg gik ned i kælderen, smøgede buksebenene op og begyndte at skovle, men det flyttede ikke så meget. Da jeg nåede frem til afløbet, kunne jeg se hvorfor. Vandet væltede bare op i en konstant strøm«, fortæller Kenneth Wolstrup.

LÆS ARTIKEL Afskrækket: Vi har garderet os bedst muligt

Den lørdag aften i juli kom der så meget regn, at kloaksystemet blev overbelastet. Derfor slog vandet tilbage i kloakrørene og væltede op i huset. Og da det ikke nyttede at skovle vandet væk, gik husejeren i gang med at redde så mange ting som muligt op af kælderen:

»Der stod meget dernede. Vi var nemlig i gang med at male i stuen, så bøger, malerier, stereoanlæg og alt muligt andet var pakket ned og stod i kælderen. Det var superubehageligt«, siger Kenneth Wolstrup.

»Man står der og kigger på vandet, der bare vælter op, og har ingen anelse om, hvad det skal ende med. Løber det ud igen? Fortsætter det bare? Kan det nå helt op i stuen? Jeg havde aldrig prøvet at stå i sådan en situation før, og det hele var bare én stor følelse af afmagt«.

Man glemmer det igen

Det er under et år siden, og hele hændelsen står glasklart i erindringen. Alligevel har Kenneth Wolstrup, der selv arbejder hos forsikringsselskabet Codan, endnu ikke foretaget sig noget for at sikre huset mod nye skybrud:

»Det er svært at forklare hvorfor, for jeg ved jo godt, at jeg er nødt til at gøre noget. Jeg tror, det første, jeg tænkte på, var at få løst problemet, da jeg stod i det. Da vandet havde trukket sig tilbage, og vi havde fået gjort alting rent og haft en affugter stående i flere måneder, var vi ude på den anden side«, siger Kenneth Wolstrup.

»Og så tænkte jeg vel, at der var god tid til, at vi ville være udsatte igen. Sæsonen stopper, der er andre ting, man skal tage sig af, og så rækker hukommelsen måske bare ikke længere end det. Man glemmer det igen. Selv om jeg sagtens kan huske, hvordan det var, er det ikke noget, der har optaget mig ret meget«.