Spørgsmål fra læser Finn Holmager, Rødvig:
Min gamle hæk er dårlig ... faktisk er den helt væk. Jeg skal have noget nyt i stedet. Jeg overvejer spiræa, men er begyndt at tænke på en anden ting! I stedet for en lang hæk kunne det være smukt – og luftigt – med små træer eller sådan noget.
Altså noget, hvor der er runde kroner, som går sammen foroven, samtidig med at man kan kigge mellem stammerne. Kan sådan noget lade sig gøre? Det må helst ikke være højere end cirka 3 meter. Svar:
Dejligt spørgsmål. Vi har fået det i diverse udgaver mange gange før, men det glæder mig altid, når nogen har lyst til at plante en anden slags hæk end dem, alle andre har. Liguster eller bøg, 180 cm høj, klippet pænt en gang om året, så lige som muligt. Dem har vi en million af i Danmark.
Hvis det havde været i England, ville der ikke være tvivl. Man ville plante en hæk af taks, og efter 10 år ville den være så høj, at man kunne begynde at forme den på andre måder end ligeud.




























