Lyt til artiklen
Anders Høegh Post:
Da jeg var barn, havde vi noget usædvanligt en natugle i huset. Min far havde fundet den som lille unge i skoven, vistnok fordi ungen var vippet ud af reden af de større unger eller forældrene, da ’vores’ ugle dengang var et lille skravl. Den voksede op i stuen og lærte sig at flyve. Uglen var halv-tam og kom kun, når den var sulten.
En sommerdag sad familien om kaffebordet på terrassen, og uglen sad under tagudhænget på en bjælke med næsten lukkede øjne. Pludselig opdagede vi, at uglen blev helt tynd. Det skete, når den blev bange og lagde fjerene ind til kroppen. Vi så årsagen. En kat gik midt over græsplænen. Så pustede uglen sig op, nu var den angrebslysten. Den lettede og svævede lydløst ned mod katten i retning skråt bagfra.
