Alle andre gør det, så gør jeg også. I de seneste uger har avisen været fyldt med de kloge kulturmedarbejderes bud på årets vigtigste begivenheder, og det er altid bøger, film, tv, musik, teater, arkitektur og lignende, som er relativt nemt at måle, fordi det har været igennem den store, offentlige vridemaskine.
Eftersom jeg er avisens (eneste) havemedarbejder, vil jeg hermed på årets sidste dag følge trop, og der er ingen tvivl. Den absolutte topscorer på grøntsagslisten er de nye hjemmeavlede kartofler, der blev gravet op på egen matrikel for et halvt år siden, gnubbet lidt i koldt vand, kogt med omhu i 18 minutter og spist af familien i højtidsstemning straks efter. Med økologisk smør og masser af dild, ikke andet. På rugbrød med salt, peber og mayonnaise dagen efter.




























