Det slår aldrig fejl. Når jeg går ud ad døren med madspanden, så er den helt elektrisk, hopper og danser omkring mig. Når jeg derefter tømmer spanden et stykke ude på marken eller på gårdspladsen, gammelt brød og kage, fem kartofler og en håndfuld bønner fra i går, bløde brunkager fra julen – alle disse madrester, som enhver familie producerer hver eneste dag – så snuser den omhyggeligt til det hele, men spiser aldrig noget. Den er nemlig ikke en stor forslugen labrador, men en lille foxterrier med begrænset appetit.
Men rovdyrinstinktet er intakt, som om den var en ulv eller en løve. Dette er mad, dette er spiseligt, og det skal man passe på. Ingen andre må tage det, heller ikke en krage, en solsort eller en musvit. Derfor står den først en halv time og kigger og sætter sig derefter ned og kigger. Om sommeren lægger den sig ned og kigger. Hvis jeg lukker den ind, står den ved døren og raser.
