Der har været lune, helt vindstille dage, og da leger vi en lille leg, hunden og jeg. Sætter os et sted derude og lytter. Der kan være flere minutter uden den mindste lyd, for vi bor langt ude på landet og langt fra veje. Jeg er meget fascineret af, at der kan være så lydløst midt i en have, midt i naturen, midt i en sensommer, bare en halv times ingenting på den røde bænk.
Men jo, lidt er der da. En enkelt traktor langt borte, fortroligt brummende. Og Kasper og Livs skotske højlandskvæg, som jævnligt giver lyd fra sig, men forleden brølede så højt, at jeg blev bekymret og kørte over til dem. Og blev beroliget. Det var bare nogle kalve, der var kommet ind på en nabomark og hyggede sig, mens deres mødre kaldte desperat på dem.
