Det har været en god sommer. Jeg tænker ikke på vejret eller høsten eller helbredet, men på de mange tusinde kilometer danske vejrabatter og grøftekanter. Når man nu i årevis har tordnet imod den meningsløse barbering i sommertiden, mens de blomstrer, så har jeg i år konstateret, at jeg har kørt det halve Danmark tyndt næsten uden at se klipning i utide. Det har hjulpet. Endelig har man erkendt, at naturen, insekterne og vi gerne vil have mange vilde blomster på al den jord ved vore veje, vi ser allermest, og som sammenlagt fylder en hel nationalpark.
En lige så stor glæde er det, at haveejerne også har set lyset. Jeg gætter på, at 100.000 eller mere i det seneste par år har sået vilde blomster i større stil i deres haver. At de fine græsplæner er blevet erstattet af uklippet græs med stier, blomsterstriber, bier og sommerfugle. Det er fantastisk.


























