Lyt til artiklen
Der er den der typiske snak om manden, der grædende bliver tvunget til at pakke sine Jamo-ungkarlehøjttalere ned, fordi kvinden ikke kan lide dem ... Hjemme hos os er det fuldstændig omvendt.
Min kæreste vil gerne høre musik på store højttalere, så hun kan forsvinde helt ind i musikken. Og jeg vil bare have taxalyd. Sådan en lille køkkenradio, så jeg er sikker på, at musikken ikke kommer og overtager mig.
Volumen skal tilpasses
I studiet hører vi musikken højt på store højttalere for at høre, om balancen er i orden, eller at stemningerne i musikken, er som man gerne vil have dem. Så for mig er høj musik forbundet med at lytte opmærksomt og tænke over det, jeg hører.
Når jeg så har fri, kan jeg blive helt utryg ved store højttalere, der er skruet helt op. Jeg er sådan lidt halv-asperger, og høj musik bliver hurtigt »åh nej, alt for meget«.
Jeg har simpelthen for lidt fedt på nerveenderne til at kunne klare høj musik. Det er for voldsomt og stort, og jeg kommer til at lytte alt for meget efter. Jeg begynder at dechifrere alt. Skille lydene fra hinanden og lede efter gode tricks. Og så ender det med, at jeg forsvinder helt fra omverdenen. Modstander af musik
