Med udsigten til iPad’ens snarlige komme vejrer bladhusene morgenluft efter adskillige års oplagsnedgang. Men i jagten på at tjene penge på de nye digitale medieplatforme skyder de danske medier sig selv i foden ved at lade producenten Apple kontrollere indholdet og derved åbne for censur. Sådan lyder skudsmålet fra flere analytikere som reaktion på de partneraftaler, som en række medievirksomheder indgår med Apple for at komme ud med magasiner og aviser på iPhone og iPad. »Der er en fare for censur fra dem, der skal videresende nyhederne. Det svarer til, at landets bladuddelere besluttede sig for ikke dele aviser ud på Nørrebro og i Svendborg, fordi der står noget, de ikke bryder sig om«, siger medieforsker Peter Bro, centerleder ved journalistuddannelsen på Syddansk Universitet. For at komme ud på Apples nye platforme skal bladhusenes udgivelser godkendes i Apples hovedsæde. For nylig blev Ekstra Bladets såkaldte applikation til iPhone afvist på grund af et digitalt galleri med damenumser. At nøgenhed ikke sømmer sig i Apple-universet, har amerikanske medier også måttet acceptere.
LÆS ARTIKEL Apple tager patent på anti-sex til iPhone
»Vi risikerer, at de publicistiske værdier bliver underlagt de kommercielle værdier fra en teknologifabrikant, der hører hjemme i et land med særlige normer for, hvad man må gøre. Hvad med næste gang, vi ser et læk af militæroplysninger fra USA – hvordan vil den amerikanske virksomhed forholde sig til det?«, fortsætter Peter Bro.





























