Mange mennesker vil opfatte det som grænseoverskridende at overlade deres private computer til it-eksperter, som kan trænge dybt ind i maskinernes indre. For derinde ligger blandt meget andet vores private breve, billeder, indkøb, musik, bøger – en ret omfattende logbog over vores tanker og kulturvaner. Over vores liv. Men familiemedlemmer fra to københavnske familier, fire mennesker i alt, har på Politikens foranledning gjort det. Fordi de er nysgerrige efter at vide, hvor meget andre trænger ind i vores computere. Og for at finde ud, hvad de spor, vi hele tiden efterlader os, når vi bevæger os rundt på nettet, bliver brugt til. Og det er ikke så lidt, som man kan læse på forsiden af dagens 1. sektion.
LÆS OGSÅ Google får 135 millioner i bøde for at kigge kunder over skulderen
På grund af dette eksperiment sidder amerikanske Joseph Kiniry, lektor på IT-Universitetet og ekspert i hacking og computersikkerhed, en dag sidst i juni i en villalejlighed i Vanløse.
Retsmedicinsk undersøgelse Her bor Jette Christensen med sin mand og tre sønner. Hun er udsendelsesproducer i DR og har stillet sin bærbare til rådighed for forsøget. Det samme har 17-årige Matthias Leonhardt Christensen. Joseph Kiniry forklarer, at han vil kopiere indholdet af de to computere over på en harddisk, han har med. Og så vil han senere i ro og mag underkaste indholdet et grundigt eftersyn. A forensic – en retsmedicinsk undersøgelse – som han med et smil kalder eftersynet. Kopieringen tager et sted mellem en og to timer, og mens den foregår, stiller han Jette og Matthias Christensen nogle få spørgsmål om deres kendskab til og brug af computere.




























