Har du nogensinde tænkt over, hvor internettet bor? Hvor musikken kommer fra, når du åbner for Spotify-appen? Hvordan filmene og tv-serierne på Netflix kommer ind i dit tv? Det sidste fandt Politikens Lørdagsliv ud af, da vi besøgte Netflix’ to hovedkvarterer. Det ene ligger i Hollywood i Los Angeles og er hovedkvarter for produktionen af Netflix’ eget indhold. Det andet ligger i Silicon Valley, hvor de tager sig af al det tekniske.
I Hollywood koordineres produktionen af seriesucceser som ’House of Cards’ og ’Black Mirror’, også selv om disse optages helt andre steder i både USA og Storbritannien. Det sker fra en relativt ny bygning på den legendariske Sunset Boulevard i samme kompleks som et af de ældste studier i Hollywood, Sunset Bronson-studiet, der åbnede i 1923. Dengang var det Warner Bros., der boede der, og de flyttede senere til Burbank, få kilometer væk. Der bliver dog stadig lavet film og tv i Sunset Bronson-studiet, og en stor del af produktionerne står nyindflyttede Netflix for. Fra disse studier rådgiver Netflix’ tekniske eksperter også de eksterne partnere, der leverer film og tv til tjenesten.


























