I gamle dage var Hammerholm et lystigt sted. Den første baron, den unge nordtyske staldknægt Heinz, som blev adlet fordi han reddede kongen fra en rasende vildorne, havde haft et lyst sind, og hans efterkommere i slægten Ilderfeldt Leijonschwanz-Statt-Tippfehler havde arvet hans positive livssyn. Familiens repræsentanter havde med rette haft ry for at være sympatiske arbejdsgivere, som til enhver tid havde vidst at møde det omkringliggende samfund med respekt og ligefremhed. Og folk på egnen kendte ikke til det fjendskab, som mange andre steder i landet herskede mellem adel og borger. Der havde gennem tiden været mange slags heste på Hammerholm, men aldrig - aldrig - en træhest, lød det anerkendende blandt menigmand.
Lis Wrist-Andersen havde gået tre klasser under baronen i skolen, og hun kendte ham som en flot fyr - og noget af en filur. Alle havde det godt med, at han engang ville blive en af egnens største arbejdsgivere.
