Varm rødvin med kanel og kardemomme, pillede appelsiner og brunede kartofler.
Det kan godt være, at julens lækkerier ser godt ud, når de bliver stillet på bordet, og smager godt, når vi får dem proppet i munden, men det er først og fremmest, når vi får færten af dem allerede i entréen, at ordet jul popper op på den indre fladskærm.
Duftesansen er nemlig den sans, der mest effektivt kildrer ved vores associationsevne, forklarer Jan Grøndahl, der er teknisk direktør hos Skandinaviens førende producent af smag og aroma, A/S Einar Willumsen.
»Det her med duftassociering farer lige ind i langtidshukommelsen«, siger han.
Det er bare ikke noget, vi forbrugere nødvendigvis er voldsomt bevidste om. Vi tænker ikke: »Lige nu genkender min hjerne et kemisk spor, som jeg forbinder med positive minder«. Men hvis vi er bevidste om duften, så springer vi direkte til det, vi forbinder den med. Vi træder ind i et rum og udbryder »neeeeej, her dufter ligesom hos min mormor«, eller »neeeeej, her dufter af jul!«.
Bedre til at dufte end til at smage
»Vi er langt bedre til at genkende dufte end smage, men vi genkender dem altid i en sammenhæng«, forklarer Jan Grøndahl.
Nogle dufte er altså lig med jul, og det er fødevareproducenterne helt med på. Det mærker man tydeligt hos A/S Einar Willumsen, som kan berette om stor efterspørgsel på ekstrakter og aromaer fra bl.a. kanel, mandler, kryddernelliker, ingefær, appelsin/pomerans, kardemomme og tørrede frugter.
Ekstrakterne, der altid er naturligt udvundne, og aromaerne, der oftest er udviklet i et laboratorium, sælger firmaet enten hver for sig eller i specielle juleblandinger.
Emballage med indbygget duft
Duftene og smagene ender i alt fra brunkager til juleøl, hvor de er med til at få os alle sammen i det helt rigtige julehumør.
Hvordan og hvor meget de forskellige producenter spiller på dufte, er det imidlertid meget vanskeligt at finde ud af – det betragtes nemlig som fabrikshemmeligheder.
Ifølge antropolog, parfumør, røgelsesblander og ekspert i duftmarketing Joel Leonard, der har undervist i sidstnævnte på landets handelshøjskoler og universiteter, er der dog ingen tvivl om at dufte bliver brugt aktivt af producenter verden over.
I bogen ’Lugten af penge’ skriver han således om, hvordan en duft kan give forbrugeren fornemmelsen af den »ægte og bedste vare«, og han giver en række eksempler på, hvordan supermarkeder, luftfartsselskaber, bilfabrikanter og sågar lingeriproducenter forsøger at forføre os med dufte.
Poser, pakker og kartoner Hverken han eller Jan Grøndahl kan give nogle eksempler fra julens verden, men Grøndahl oplyser, at det næste skridt inden for duftmarketing højst sandsynlig vil være duftende emballage – altså poser, pakker og kartoner, der lugter af det, der er indeni. »Det kunne da være en god idé at bygge duften af kanel ind i poserne med brunkager«, konstaterer han. Mens resten af fødevareindustrien kæmper med konstant at opfinde nye produkter, er der anderledes konservative tilstande, når det handler om julens produkter. Her skal tingene bare være, som de altid har været. »Når vi bliver bedt om at udvikle nye produkter til jul, ender det altid med at være de gamle travere, vi trækker frem. Forbrugerne er simpelthen ikke interesserede i, at der bliver ændret på juletraditionerne«, siger Jan Grøndahl. Kan genkende 600 dufte Nogle gange kan det dog lykkes at frembringe noget nyt med hjælp fra noget gammelt, forklarer en af A/S Einar Willumsens såkaldte flavourister Helena Rosell, der kan genkende op mod 600 forskellige dufte. »Man kan kombinere de gamle dyder med nye, moderne dufte. Lige nu er det f.eks. moderne med tranebær, og her er det oplagt at kombinere det med appelsin«, forklarer hun. Da vi beder den professionelle næse om at fortælle os, hvilken duft der er mest julet for hende, får vi det lidt overraskende svar: safran. Juletraditionerne er ikke ens
Det har dog en god forklaring. Juletraditionerne er nemlig ikke ens – ikke engang i Skandinavien.
Hvor en dansker går i julemode, hvis du vifter en dåse kanel under hans tud, skal der varm solbærsaft i gløggen, for at en nordmand gør det samme – og altså safran til den svenske flavourist.
Og i Tyskland skulle en krydderiblanding, de kalder kaminild, kunne klare det.
