Kroppen er klædt i et sofistikeret look fra det store danske modenavn Noir, der torsdag formiddag sendte sin sorte, dystre kollektion ud til kendiser og modekritikeres bedømmende blikke.
Men det er alligevel tydeligt, at den udenlandske model inde under tøjet er mager, radmager, og bukserne, der hænger på hendes hofte, ser ud som om, de kan glide af den benede krop hvert øjeblik.
Modellens udseende strider tydeligt imod det etiske charter, som Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) og Danish Fashion Institute lancerede for en måned siden som en reaktion på den kritik, der utallige gange har været rejst af designere, der sender tynde modeller på catwalken under modeshows.




























