Mænd efterspørger i stigende grad skønhedsbehandlinger, som ansigtsbehandling, manicure og retning af øjenbryn.
Efterspørgslen betyder, at der landet over åbner nye eksklusive herresaloner, herrefrisører og specialafdelinger med produkter kun til mænd.
Maskuline nok til behandling
XY står der på facaden af salonen. Intet andet. Ingen ord som eksempelvis frisør, ansigtsbehandling eller hårfjerning bryder blikket, når man går forbi. Mændene finder selv vej.
Selv om det ikke længere er pinligt at gå ind gennem døren, ønsker de heller ikke at skilte med det. De er mænd, der går op i sig selv; mænd, der kan lide at forkæle sig selv; mænd, der er maskuline nok til at tage imod en feminin behandling.




























