Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det, lyder et gammelt mundheld.
Det passer nu ikke, for rigtig mange gør noget ved vejret.
De måler det og aflæser, hvordan det opfører sig. Døgnet rundt registreres temperatur, nedbør, vindens styrke og retning og lufttryk og -fugtighed rundt omkring og i de danske hjem, for vejrstationer er blevet hvermandseje. Nogle af apparaterne måler vejret, som det er, andre kommer tillige med et bud på, hvordan det vil arte sig den nærmeste tid. Vejrstationer er en almindelig ting
I dagligvarekæden Bilka melder indkøbschef Lars Schiødt om »et stort marked med stigende salg«.
»Der sker en rivende udvikling. Vejrstationerne bliver stadig mere avancerede og præcise, og det er kunderne glade for. Vejrstationer er blevet en helt almindelig forbrugsgenstand«, siger Lars Schiødt og tilføjer:
»Jeg har da også selv en. Hver morgen kigger jeg lige efter, hvordan vejret er«.




























