Der er grund til at være varsom med at købe halskæder, armbånd og øreringe, der ikke er af ægte sølv eller gulv.
Et ud af fire bijouterismykker indeholder ulovligt høje mængder af bly, viser en stikprøvekontrol foretaget af Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har tjekket 342 bijouterismykker.
»Det ser alvorligt ud«
I 84 tilfælde var der så meget bly i, at Miljøstyrelsen har forbudt butikker, producenter og importører at sælge de smykker, der havde for højt et blyindhold. Miljøstyrelsen er i gang at undersøge, om smykkerne også udgør en sundhedsfare.
»Vi kan ikke navngive butikkerne, før vi har resultaterne på sundhedsvurderingerne. Men vi syntes, at tallet var så stort, at vi allerede nu måtte gøre branchen og forbrugerne opmærksomme på problemet. For det ser alvorligt ud«, siger funktionsleder Birte Børglum fra Kemikalieinspektionen.
Styrelsen offentliggjorde i sommer en rapport, der viste, at en stor del af bijouterismykkerne på det danske marked indeholdt både ulovlige og sundhedsskadelige mængder af tungmetaller som blandt andet bly. Blymængden var i nogle tilfælde så høj, at Miljøstyrelsen advarede børn og gravide mod at bruge bijouteri, fordi koncentrationerne i værste fald kunne give børn indlæringsproblemer og skade deres intelligens.































