Den ene dag koster en pakke p-piller af mærket Gestonette 38,60 kroner. Dagen efter er prisen 130,50 kroner, en stigning på over 230 procent.
»Det er en voldsom stigning, og vi vil være bekymrede, hvis priserne stiger så meget, at der er folk, som ikke har råd til det eller vælger at lade være med at bruge det konsekvent«, siger generalsekretær i Sex & Samfund, Bjarne B. Christensen.
Forbrugere skal oplyses om alternativ
Det fremgår af Lægemiddelstyrelsens portal medicinpriser.dk, at udviklingen i p-pillepriser stiger og falder voldsomt. I starten af november steg priserne på én p-pillegruppe pludselig voldsomt efter længere tids fald i pris.
P-piller forhandles under substitution, hvilket betyder, at apoteket har pligt til at oplyse kunden, hvis der er et billigere alternativ til det mærke, der står på recepten.



























