Hvad har du i værelset? »Først og fremmest en styrtende masse palisander i form af Paul Cadovius-reoler. Der er reoler på alle fire vægge – også foran en del af vinduerne. Palisander har ikke godt af for meget lys, og det har jeg sådan set heller ikke. I reolerne er der alle mine forskellige samlinger af bøger, film, musik – og da også et gedigent udvalg af specialøl og singlemaltwhisky, hvis det absolut skal frem«, siger journalist Henrik Øster-Jørgensen, 45 år, hvis herreværelse ligger i en lejlighed midt i Herning. Han har boet sammen med sin kæreste, Grethe, siden 2004 og er far til Emma, der bor hos parret fem dage hver anden uge. Hvor meget tid bruger du herinde? »Det er meget forskelligt. Når vennerne er på besøg, sætter vi os herind. Når familien er gået til ro, sætter jeg mig ofte derind og mediterer over noget DR 2 eller noget punk. Min hjerne trives af en eller anden grund bedst efter midnat«. Hvordan opstod herreværelset? »For 10-12 år siden, da vi boede i en lejlighed, havde vi et ubrugeligt rum. Stille og roligt rykkede mine ting derind, og det endte med at have karakter af et herreværelse med lænestol, musik, tv og så videre. Det må have fungeret til alles tilfredshed, for ved senere flytninger var det blevet en naturlig del af familiens pladsbehov«. Hvad betyder det for dig, at du har dit eget rum? »Det er meget vigtigt. Både for mig selv og fruen, tror jeg. Hun har jo nogenlunde frit slag i resten af lejligheden. Nu er hun ikke slem til puder og fyrfadslys, men det er jo et problem for mange mænd, at de ikke kan trække vejret for alle de puder og nydeligheder. Men det er da vigtigt for mig at have et sted, hvor jeg bestemmer reglerne og kan indrette mig, som jeg har lyst. Hvis det roder, så roder det. Og det gør det! Det betyder meget, at jeg en gang imellem har mulighed for at være alene i nogle omgivelser, jeg selv har defineret«. Hvordan har du det, når du er herinde? »Det kommer til at lyde semireligiøst på den kvalmende måde, men det er faktisk temmelig afslappende – nærmest fredfyldt. Jeg bruger det til at dyrke alt det, jeg går op i. Film, musik, bøger og fodbold«. Må din kæreste komme herind? »Selvfølgelig. Så længe der ikke bliver kommenteret på manglende oprydning og rengøring, så er det nærmest hyggeligt. Når jeg har gennemført større forandringer, bliver hun også inviteret på ’fernisering’, hvor jeg så fortæller om mine overvejelser over et glas øl i den dertil indrettede bar«. Hvordan reagerer andre mænd, når de hører om dit herreværelse? »Med vantro! Nej, jeg har da fået mange skulderklap for det, og en god del må gå småmisundelige herfra. Selv varmemålermanden, der måler i hele byen og kun kommer en gang om året, ved tydeligvis, hvor på ruten mit herreværelse ligger. Men der er nu efterhånden også mange af vennerne, der har fået sig installeret med eget herreværelse. Det er jo ikke ligefrem en menneskeret at have et herreværelse, men det er da klart mere opbyggeligt i forhold til parforholdets levedygtighed end et hvilket som helst samtalekøkken«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Da Pia Olsen Dyhr indtog talerstolen, kunne man tydeligt høre, at noget er i gære på Marienborg
-
Da jeg slettede Instagram, stod jeg pludselig med et uforudset problem
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























