Det er rigtig surt at blive lagt ned af en influenza, netop som skiferien står for døren.
Og selv om en særdeles smitsom virus er i omløb herhjemme netop nu, kan du godt selv gøre noget for at hindre, at den rammer dig.
Vaccine brugt op
Det mest effektive middel er at blive vaccineret mod influenza - det bliver cirka 700.000 danskere årligt, primært ældre mennesker. Men vaccine hjælper ikke særlig meget nu, hvor epidemien herhjemme enten har toppet eller er godt på vej til at gøre det.
»Det varer 14 dage, før vaccinen giver beskyttelse«, siger overlæge Steffen Glismann fra Statens Seruminstitut, der samtidig peger på, at det er svært at få fat i vaccinen, fordi den stort set er brugt op.




























