Stridsøksen er i stigende grad begravet, når danske forældre går fra hinanden. Mor og far er blevet bedre til at deles om børnene - og det betyder mere tid hos far end tidligere.
Hvor faderen tidligere ofte fik samvær hver anden weekend efter en skilsmisse, så er forældrene nu langt mere opmærksomme på, at børnene skal være sammen med dem begge. Det fortæller statsforvaltningerne.
Deleordninger mere udbredt
»Det er absolut vores fornemmelse, at deleordninger i skilsmisser er langt mere udbredt nu end tidligere både hos dem, der klarer det på egen hånd, og hos dem, der har brug for vores hjælp til at fastsætte samværet,« siger chefkonsulent Ole Kirkegaard, Statsforvaltningen Nordjylland.




























