Hvis man tror, at det kun er unge piger, der drømmer om at blive fotomodel, så tager man fejl.
I dag holder de ældre sig ikke tilbage for noget, heller ikke når det handler om at stå foran et kamera. PralaModels vil gerne have flere ældre modeller i kartoteket, og har derfor inviteret Ældre Sagens medlemmer til et såkaldt 'Photo shoot' i weekenden den 25.-26. april.
Noget tyder på, at de ældre kommer til at stå i kø, for tilmeldingerne vælter nærmest ind. De to første dage efter invitationen var gået ud, modtog PralaModels næsten 100 tilmeldinger, og måske bliver det nødvendigt at tage en ekstra weekend i brug, vurderer Peter Roed, indehaver af PralaModels.




























