Nu er det jul igen – og atter bliver vi overdænget med en snestorm af velmenende råd om ’slank jul’, ’sund i den søde juletid’, ’sund jul på den fede måde’ og ’gode råd til en slankere jul’. Vi spares ikke for detaljer. For eksempel kunne man læse, at man skal juleshoppe i 2 timer og 40 minutter eller dyrke julesex i 1 time og 10 minutter for at forbrænde tre æbleskiver med syltetøj og flormelis!
Og nede i børnehaven kommer julemanden i år med en appelsin, økologisk ganske vist, men det bliver det ikke mindre frelst af. Julen skal ikke være højtid for sundhedsguruer. Vi skal værne om den danske jul. Også hvis det indebærer, at vi i en begrænset periode har lidt mindre fokus på den fysiske sundhed.




























