Selv om amerikanske og canadiske forskere har vist, at der kan være en sammenhæng mellem sprøjtegifte af gruppen organiske fosfater og ADHD, kan danske forældre ånde lettet op.
Miljøstyrelsen oplyser, at sprøjtegiftene i den gruppe ikke bruges til fødevarer i Danmark.
»Forskerne har kun ledt efter de nedbrydningsprodukter i børnenes blod, der kan tyde på, at de har været udsat for den gruppe stoffer. Men ser man på de konkrete stoffer, som de mistænker kan være i blodet, er det udelukkende dimethoat, der må bruges i Danmark. Og det må kun bruges til prydplanter i væksthuse og mod fluer i stalde«, siger farmaceut Nina Sørup Hansen fra Miljøstyrelsen.




























